’Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig’: Ny Netflix-serie fik mig til at forstå, hvorfor man melder sig til tv-dating
»Hvordan kan du stadig være single, når du er så påtrængende?«
Sådan spørger naboen den 31-årige Amanda midt under en filmdate, hun ellers selv synes går skide godt. En bemærkning så brutal, at man næsten må spytte vinen tilbage i glasset.
Men Amanda (Carla Sehn) er vant til slag fra kærligheden: Hun har været på date med en Zlatan-fan, der pryder stuen med et portræt af helten, hun er blevet redet på som en pony, og hun har holdt sig vågen hele natten for en flirt, der aldrig dukkede op.
Det er netop dén følelse af at satse alt, men alligevel konstant ryge ud i første runde, der er pulsen i Netflix-serien ’Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig’. Den indfanger akavede dates og håbløse swipes, men også en mere genkendelig smerte: at man er åben for kærligheden og alligevel aldrig får en reel chance.
Amanda prøver alt. Hun swiper løs på Tinder, hænger på barer med sit slæng ”Dr. Pepper” og tropper op til speeddating, hvor en mand med julemandsskæg konstaterer, at når man har været single i ti år, er løbet kørt. Amanda har været single i tolv. Shit.
»Jeg bliver nødt til at møde nogen nu. Ellers dør jeg, uden at nogen mærker det«, siger hun til sin lillesøster Adina (Moah Madsen). En replik, der kunne stå i både Hannah Horvaths notesbog fra ’Girls’ og i Nynnes selvmedlidende dagbog. For Amanda er både selvoptaget, jaloux og jammerlig – men også dybt relaterbar. Carla Sehn spiller hende med præcision: store øjne, små udtryk og konstant balancerende mellem komik og tragik.
Serien bygger på Amanda Romares fremragende dagbogsroman, men hvor bogen charmerer med sproglige stikpiller og indre monologer, er Netflix’ version mere optaget af rytme. Ny uge, nyt match, ny besættelse, nyt nederlag. Det bliver en slags følelsesmæssig svimmelhed, som enhver, der har scrollet sig selv træt på Tinder, kan genkende.
Og det er præcis dér, serien får sit bid. For i modsætning til glitrende datingserier føles Amandas liv mere som en tidslomme fra start-2010’erne: moustache-paraplyer i regnvejr, en vennegruppe, der slæber en pisk med i byen, og en yngre generation, der brødebetynget må forklare dem, at samtykke faktisk er en ting.
Serien leger med kontrasterne: Amanda er fanget mellem at være blevet for gammel til ungdommens tilfældige kaos og stadig for ung til at give helt op. Den konkretiserer altså den kollektive dating fatigue, der hænger tungt over en hel generation.
Det gør ondt at se, hvordan Amanda hele tiden må starte forfra. Men netop det, der er så hårdt at se på, er også det, der gør serien stærk. For den formidler medrivende, hvorfor dating i dag kan føles så uoverskueligt, at det faktisk giver mening at melde sig til ’Gift ved første blik’ eller ’Bachelorette’. I reality får man trods alt lidt længere snor, inden man bliver dømt ude for at være søgende eller have forkert plakatsmag. Tv-dating kan føles som det eneste sted, hvor man ikke bliver reduceret til et swipe, men faktisk får lov til at være menneske – og måske endda får en chance for at blive set.
Med fare for at lyde kynisk er det måske først i erkendelsen af, at andre vil sidde og vurdere ens handlinger, at man tager datingen og mennesket på den anden side af bordet seriøst. Man vil jo nødigt fremstille sig selv som en usympatisk og ikke-rummelig person.
Og i den performance finder vi måske tålmodigheden og velvilligheden til at date andre mennesker?
Kort sagt:
’Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig’ er en sjov, pinlig og nådesløs skildring af kærlighedens hamsterhjul. Den viser, hvorfor dating i dag kan føles så ubarmhjertigt, at realityprogrammer pludselig virker som det tryggeste bud på en ægte chance for kærligheden.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.