Donald Trump raser over Jimmy Kimmels retur og truer tv-kanalen

Donald Trump raser over Jimmy Kimmels retur og truer tv-kanalen
Donald Trump. (Foto: Chip Somodevilla/Getty Images)

Late night-værten Jimmy Kimmel var i går tilbage på skærmen efter han i sidste uge blev suspenderet på ubestemt tid på grund af kommentarer til mordet på Charlie Kirk.

Den oprindelige fyring blev bifaldet af Donald Trump, der nu udtrykker utilfredshed med, at Kimmel er tilbage på skærmen. Det skriver Deadline.

Truth Social går præsidenten efter kanalen ABC, som han kalder »ABC Fake News«.

Reelt var det statsorganet FCC (Federal Communication Commitee) anført af Brendan Carr, der var indblandet i at få taget Kimmel fjernet fra skærmen, men Trump beskylder nu i stedet tv-værten for at være i ledtog med Det Demokratiske Parti.

»Hvorfor skulle de ønske nogen tilbage, som klarer sig så dårligt, som ikke er sjov, og som sætter netværket i fare ved at afspille 99% positivt demokratisk skrald. Han er blot endnu en håndlanger for DNC (Democratic National Committee, red.), og så vidt jeg ved, ville det være et enormt Ulovligt Kampagne Bidrag«, lyder det. Trump beskylder altså ABC og Kimmel for ulovligt at føre kampagne for demokraterne.

I opslaget antyder han også, at han vil sørge for, at Jimmy Kimmel-sagen får konsekvenser.

»Jeg tror, vi kommer til at teste ABC på det her. Lad os se, hvordan vi klarer os. Sidst jeg gik efter dem, gav de mig 16 millioner dollars. Denne her lyder endnu mere lukrativ. En sand samling tabere! Lad Jimmy Kimmel rådne i sine dårlige seertal«, slutter opslaget.

Sagen med de 16 millioner dollars, som Trump refererer til, er et forlig, ABC indgik med hans lejr, efter de havde kaldt ham »ansvarlig (liable, red.) for voldtægt«, selvom han var »ansvarlig for seksuelt overgreb«.

Da Jimmy Kimmel i går aftes vendte tilbage efter suspenderingen, brugte han sin monolog på at addressere de kommentarer, der fik ham fjernet fra skærmen.

»Det var aldrig min hensigt at gøre grin med mordet på en ung mand. Jeg synes ikke, der er noget sjovt ved det«, lød det blandt andet om Charlie Kirk.

Kimmel nævnte derudover Trumps kommentarer om hans fyring og ønske om at få fyret flere late night-værter som Jimmy Fallon og Seth Meyers.

»USA’s præsident gjorde det meget klart, at han ønsker at se mig og de hundreder af mennesker, der arbejder her, fyret fra vores job. Vores leder fejrer, at amerikanere mister deres levebrød, fordi han ikke kan tåle en joke«, sagde værten.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af