George Clooney spiller »sit livs rolle« over for Adam Sandler i ny Netflix-film – se traileren til ‘Jay Kelly’

George Clooney spiller »sit livs rolle« over for Adam Sandler i ny Netflix-film – se traileren til ‘Jay Kelly’
Adam Sandler og George Clooney i 'Jay Kelly'. (Foto: Peter Mountain/Netflix)

Man kan roligt have store forventninger til ‘Marriage Story’-instruktør og ‘Barbie’-medforfatter Noah Baumbachs nye film, ‘Jay Kelly’.

»Det er ikke nok at sige, George Clooney har sit livs rolle, for ’Jay Kelly’ redefinerer, hvad det overhovedet vil sige. Det er hans livsrolle«, lød således de flotte ord fra Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen, da filmen for godt en måned siden fik verdenspremiere i Venedig.

I anledning af at vi andre også snart får ‘Jay Kelly’ at se, har Netflix delt første fulde trailer, der emmer af Hollywood-nostalgi, charme og livsvisdom.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Clooney spiller den fiktive amerikanske filmstjerne Jay Kelly, som i sit livs efterår tager på en rejse til Europa, hvor han samtidig ser tilbage på sine bedrifter og fortrydelser.

Det gør han blandt andet sammen med sin dedikerede manager Ron, spillet af Adam Sandler, som tidligere brillerede i Baumbachs ‘The Meyerowitz Stories’.

Andre medvirkende tæller Laura Dern, Billy Crudup, Patrick Wilson, Riley Keough, Jim Broadbent og Greta Gerwig, som Baumbach danner par med i privaten.

‘Jay Kelly’ kommer i biografen 20. november og lander på Netflix 5. december.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af