’Klovn’ sæson 10 afsnit 7: Efter sæsonens bedste ’Klovn’-afsnit kom det absolut værste

Er ’Russerne kommer’ det dårligste, ’Klovn’ nogensinde har været? Intet gav mening i afsnittet, der fulgte i kølvandet på sidste uges højdepunkt.
’Klovn’ sæson 10 afsnit 7: Efter sæsonens bedste ’Klovn’-afsnit kom det absolut værste
'Klovn' sæson 10 afsnit 7. (Foto: TV 2)

Ugens Lars-Lars dag

Jeg er ked af at sige det, men jeg tror simpelthen, at hele ’Klovn’-holdet har stemplet ud i sæsonens syvende episode og taget sig en kleppert af en Lars-Lars dag. For der er vitterligt ingenting i ’Russerne kommer’, der giver et gran af mening.

Den kollektive kreative energi er tydeligvis blevet brændt af på det fremragende sjette afsnit, ’Det sårede dyr på savannen’, og nu er tanken altså tom.

Lad mig lige – efter at have set afsnittet to gange – kort gennemgå de grelleste uigennemtænkte plotpunkter i den rækkefølge, hvori de optræder:

1. Frank skal aflevere Mias strikkebøger tilbage på biblioteket, men gider ikke betale hendes bøde, selvom bøgerne er lånt på hans kort.

Er det en 20 år gammel ’Klovn’-idé, det her? Der er da ikke nogen, der har bibliotekskort længere. Det hele går gennem MitID og cpr-nummer.

Medmindre Mia med vilje har lånt bøgerne i Franks navn og gemt dem for ham i håbet om, at der skulle ligge en klækkelig bøde til ham i hans e-boks (eller rettere, hos den lokale postmester, da vi tilsyneladende ikke befinder os i det 21. århundrede længere), så fatter jeg simpelthen ikke det her dilemma.

Og det hele handler jo bare om, at Frank skal møde en med solsikkesnor – det kunne han have gjort på en million andre måder end den her overkonstruerede biblioteksscene.

‘Klovn’ sæson 10 afsnit 7. (Foto: TV 2)

2. Jan Hellesøe har ironisk nok en elendig hukommelse og har forlagt sin nøgle til bunkeren.

Det er åbenbart en sikkerhedsbrist, der kun kan løses ved … at give Hellesøe en huskeopgave. Det er en plan, der på intet niveau giver mening. I det allermindste kunne hver persons nøgle da tilkobles en unik kode – hvorfor skal de have en fælles bunkerkode? Hvordan er det mere sikkert?! Det er, som om de gerne vil stå ude på betontrappen, når bomberne falder.

(Og nu vi er ved det: Hvordan ved Vicki Berlin, at der vil gå præcis 26 minutter fra advarsel til udløsning? Den slags intel tror jeg ikke engang, Lars Findsen har adgang til).

3. Frank må gå sulten i seng, fordi Mia måske har sex med deres Nemlig-mand.

Nu stopper det altså. Så Frank er hverken i stand til at time sin levering, så han får sine varer uden for Mias flirts arbejdstid eller, ja nu spitballer jeg bare, skifte til Wolt, genaktivere sit Årstiderne-medlemskab eller hoppe en tur i Netto og fylde indkøbsvognen på gammeldags manuel manér?

Jeg er med på, at Frank er en mand, der er lidt set in his ways, men den her præmis er bare så utroværdig. Han sparer endda en kold cola ved at skifte til Wolt!

Der er et par andre eksempler på plotpunkter eller dialog, jeg ikke kan se fidusen i eller retfærdiggøre, og jeg synes ellers, jeg gør et ihærdigt forsøg.

Men lad os komme videre i teksten og fokusere på episodens lyspunkter.

Ugens lyspunkter

Der er ikke rigtig nogen. Sorry.

Ugens citat

Da afsnittet nærmede sig sin afrunding, begyndte jeg at blive oprigtigt bange for, at jeg ikke ville kunne lave en ’ugens citat’ denne gang. Men heldigvis pipper Peter Falktoft op, da slænget tropper op foran Roxys dør for at invadere hendes bunker, med en kommentar, jeg egentlig syntes var nogenlunde sjov.

Caspers utroskab er lige blevet afsløret foran næsen på Fnug (der af uransagelige årsager stadig ikke er inviteret med i prepper-gruppen), og selvom CC straks tyr til den klassiske ”benægt, benægt, benægt”-metode, har Roxy selvfølgelig bevismateriale i form af overvågningskameraer, og hun er ikke bleg for at dele optagelserne med Fnug.

‘Klovn’ sæson 10 afsnit 7. (Foto: TV 2)

I et spinkelt forsøg på at komme Casper til undsætning med en velmenende om end futil HR-indsigelse, indvender Falktoft:

»Det er i strid med noget GDPR det der, er det ikke?«

Ja, det er ikke ligefrem nogen »Det barn er røv ulækkert« instant klassiker, men det går an.

Ugens bundlinje

Den skal nok lige simre lidt – måske er den bedre, når skuffelsen har lagt sig lidt – men umiddelbart vil jeg mene, at ’Russerne kommer’ er det hidtil dårligste, ’Klovn’ nogensinde har været.

Intet gav mening, alt var totalt konstrueret, og der var ikke rigtigt noget god impro eller nogle sjove replikker. Det er også uheldigt, at sæsonens værste episode ligger lige i slipstrømmen på sæsonens bedste, så kontrasten er så skærende. Men selv isoleret set er det altså desværre ikke imponerende tv, det her.

Men jeg tror fuldt og fast på, at Frank og Casper er tilbage i topform i sæsonens ottende og sidste episode næste uge!

’Klovn’ kan ses på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af