Hollywood-kammesjukkerne Matt Damon og Ben Affleck spiller efter ‘The Last Duel’ og ‘Air’ igen over for hinanden i den nye Netflix-thriller ‘The Rip’, som netop har fået sin første trailer.
De indtager hovedrollerne som to politibetjente i Miami, der arbejder med at beslaglægge ulovligt indtjente penge fra lokale forbrydere, og som en dag bliver sat moralsk på prøve.
Betjentene opdager nemlig, at en beslaglæggelse, der var tippet til 300.000 dollar, faktisk består af hele 20 millioner dollar. Og det sætter lyssky tanker i gang.
»Det ville være så meget nemmere, hvis vi bare stjal pengene«, siger Damon undervejs i traileren, hvor alle kollegaer snart mistænker hinanden for netop at ville gøre det.
På rollelisten får Damon og Affleck selskab af blandt andre Kyle Chandler, Steven Yeun, Teyana Taylor, Scott Adkins og Catalina Sandino Moreno.
‘The Rip’ er skrevet og instrueret af Joe Carnahan, der har actionthrillere som ‘Copshop’, ‘The Grey’ og ‘Smokin’ Aces’ på cv’et.
Filmen får premiere på Netflix 16. januar 2026.
