Dwayne Johnson har lige haft filmkarrierens værste åbningsweekend i USA.
‘The Smashing Machine’, der har kostet cirka 40 millioner dollar at producere, solgte således for 5,9 millioner dollar i de amerikanske biografer i åbningsweekenden, hvilket ifølge Variety er mindre end den tidligere wrestlers mange foregående Hollywood-baskere.
Det beskedne billetsalg afholder ikke hovedrolleindehaveren fra at udtrykke sin taknemmelighed og glæde over den nye film, der indbragte Benny Safdie instruktørprisen på årets Venedig-filmfestival.
»Fra dybt inde i mine taknemmelige knogler, tak til alle, der har set ‘The Smashing Machine’. I vores historiefortæller-verden kan man ikke kontrollere billetindtægterne – men jeg har indset, at man kan kontrollere sin præstation og sin forpligtelse til fuldstændigt at forsvinde og bevæge sig et andet sted hen. Og jeg vil altid løbe mod den mulighed«, skriver Johnson på Instagram.
»Det var en ære for mig at forvandle mig til denne rolle for min instruktør, Benny Safdie. Tak, bror, fordi du troede på mig. Sandheden er, at denne film har ændret mit liv. Med dyb taknemmelighed, respekt og radikal empati, DJ«.
I ‘The Smashing Machine’ spiller Hollywood-stjernen den virkelige MMA-kæmper Mark Kerr, som vi følger gennem karrierens op- og nedture – fra store professionelle succeser til problemer med misbrug.
Johnson fortalte ved verdenspremieren i Venedig, at han længe har følt sig sat i bås som skuespiller, både af castere og sig selv. Med ‘The Smashing Machine’ bryder han fri af den sædvanlige typecasting til actionkomedier og familiefilm for at vise sig som mere dramatisk, seriøs skuespiller.
»Jeg begyndte at overveje, om jeg lever min egen drøm eller andre menneskers drøm. Når du først anerkender dette, kan du enten blive i din komfortable bane eller forfølge dine drømme og gøre, hvad du egentligt vil«, udtalte han.
Netop Johnsons præstation trak dog ned for Soundvenues Venedig-udsending, Mathilde Johanne Kristiansen. »Han er god, men ikke en kapacitet og et hjerte på samme måde som Mickey Rourke i ’The Wrestler’ eller Adam Sandler i ’Uncut Gems’«, skrev hun i sin anmeldelse til fire stjerner.
I den nærmeste fremtid skal Johnson prøve kræfter med ingen ringere end Martin Scorsese, der instruerer ham og ‘The Smashing Machine’-medskuespilleren Emily Blunt i en kommende gangsterfilm om en virkelig gangster på 1970’ernes Hawaii.
‘The Smashing Machine’ får dansk biografpremiere 22. januar.
