DR’s nye modeprogram er løsningen på absolut intet som helst

Det er muligvis en nobel intention, der ligger til grund for DR's bud på et bæredygtigt makeover-format. Men 'Aldrig mere tøjkrise' stopper hverken overforbrug eller tøjkriser.
DR’s nye modeprogram er løsningen på absolut intet som helst
'Aldrig mere tøjkrise'. (Foto: DR)

SÅ DU DET? Med ’Aldrig mere tøjkrise’ forsøger vores allesammens public service-organ prisværdigt nok at tvinge en bæredygtig vinkel ned over hovedet på et velkendt ubæredygtigt koncept: modeprogrammet.

Men det vattede bud på modens ’Vis mig dit køleskab’ er desværre så gennemgående middelmådigt stylet, at selv den mest woke fashion-girlie hungrer efter 00’ernes stylister, der i det mindste havde nosser nok til at se folk i øjnene, når de sagde, at deres tøj var grimt.

Missionen går ud på at få danskerne til at bruge det tøj, de allerede har, og det er jo ellers nobelt nok.

Sat i format af en konkurrence mellem to stylister, Julie Blichfeld og Andrés Artiles Jerrik, bliver det dog klokkeklart, at der reelt ingen intention er om at tage livtag med den tøjkrise, som programmets titel ellers lover at gøre forbi.

‘Aldrig mere tøjkrise’. (Foto: DR)

I første afsnit er hovedpersonen 41-årige Ann-Sofie, der lider af et klædeskab proppet med fest og farver trods en hverdag, der ofte ender i sort. En eksemplarisk casting, der giver de to stylister rig mulighed for at dele ud af deres ekspertise og hjælpe den fortvivlede kvinde med at finde hoved og hale i det overflødighedshorn, som er hendes klædeskab.

I stedet står de forbløffede over, hvordan garderoben kan indeholde både Disney-t-shirts og Suspekt-merch. For Gud forbyde, at en kvinde indeholder flere facetter?

De modløse stylister drager ud på deres mission om at skabe et godt outfit ud fra, hvad de tydeligvis ser som yderst udfordrende grundmateriale. Julies approach bliver at gå i genneren og købe … et par jeans og en jakke og pakke Disney-t-shirten ind i det. Jeans og t-shirt? Ikke ligefrem revolutionært.

Begge genbrugskøb tvivler jeg i øvrigt på, at Ann-Sofie nogensinde kommer til at bruge igen, siden hendes umiddelbare reaktion på outfittet er: »Jeg har aldrig tænkt, at jeg ville købe sådan en jakke«.

Kronen på det middelmådige værk er Ann-Sofies misfornøjede ansigtsmimik, da Julie udbryder: »Jeg synes, du ser fuldstændig fantastisk ud«.

‘Aldrig mere tøjkrise’. (Foto: DR)

Den anden stylist, André, har en anden approach, som er næsten lige så glansløs. Han er nemlig mest af alt optaget af, hvordan han bedst muligt kan skabe en garderobe til at fremvise Ann-Sofies krop, fordi hun for nylig har tabt sig 25 kilo, hvilket for ham er ensbetydende med, at hendes primære mål må være at sætte sit nye tyndere selv til skue. Det ville have været fedt at høre fra hovedpersonen selv.

»Det er meget mig uden at være mig«, lyder hendes sigende feedback.

Programmet når sin afslutning med to helt nye (gamle) garderober, der på hver deres måde skriger alt andet end Ann-Sofie. Men det helt store problem er i virkeligheden, at ingen faktisk ved, hvad der skriger Ann-Sofie, for vi er ikke blevet klogere på, hvem hun er, eller hvad hendes stil er.

Hun blev lovet aldrig mere at skulle have tøjkrise. I stedet fik hun mere tøj, som hun højst sandsynligt aldrig får brugt. Og med det fik DR på eksemplarisk vis illustreret, hvordan du ikke skal gøre, hvis du vil stoppe dit overforbrug. Eller ende din tøjkrise.  

‘Aldrig mere tøjkrise’ kan ses på DRTV.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af