Modereality havde sin heyday i 00’erne med ‘America’s Next Topmodel’, hvor Tyra Banks tvang håbefulde modeller til at barbere deres hoveder og indgå i vanvidseksperimenter som at skifte race midt i bedste sendetid, mens hun til gengæld lærte dem smizets uddødelige kunst.
Den, der var bedst til ikke at være professionel (ikke at græde, når man blev pint og svinet til), vandt en kontrakt med Cover Girl Cosmetics til sidst.
Der var også det lidt mindre lede søsterprogram ‘Project Runway’, hvor Tim Gunn fik designtalenter til at »make it work«, hvilket indebar hovedløs megahoarding i newyorker-stofmekkaet Mood og blod, sved og tårer for at lave couture på rekordtid.
I deres tid var programmerne lige så fantastiske, som den larger than life-modekultur de repræsenterede i dag er gået eftertrykkeligt af mode. Ingen opsummerede datidens tankegang bedre end Meryl Streep i ‘The Devil Wears Prada’ med ordene »everybody wants to be us«.
Sidste år genopstod ‘Project Runway’ på dansk som ‘Danmarks næste tøjdesigner’, hvis anden sæson i disse dage løber over skærmen. Og anno 2024 har man gjort sig umage med at børnesikre modens ofte meget lidt inkluderende »os«.
Helt vildt meget bæredygtighed
I en tid hvor den ultraforurenende industri er svær at præsentere som uproblematisk, mødes vi i ‘Danmarks næste tøjdesigner’ af et kuld designere, der taler om upcycling og deadstock med stjerner i øjnene og evner til at trylle mirakuløst pænt tøj ud af resteklude og overskydende Roskilde-telte besmykket med smukke sølvknapper støbt af egne tænder.
De fleste af dem tilhører en generation, hvor tøj ikke har noget køn eller nogen alder. De er hamrende dygtige, inspirerende, og casterne har gjort et suverænt stykke arbejde.
I år har Soeren Le Schmidt desuden fået en ny meddommer i Susanne Guldager fra Sustainable Fashion på KEA.
Det er alt sammen fascinerende og underholdende, selvom man – som en af programmets kritikere har gjort i Fashion Forum – kan undre sig over, at det i sidste ende er kommercielle kræfter som Boozt.com og Magasin, der er med til at udpege vinderen til sidst.
Det er ikke det største problem i denne omgang. I afsnit 2 er designernes første udfordring at designe et sceneoutfit til Jada med afsæt i sangen ‘Don’t Say My Name And Forget It Again’.
Og her er der noget, der er blevet eftertrykkeligt glemt.
Forny this (skinny) bitch
Det eneste, der ikke er bæredygtigt i ‘Danmarks næste tøjdesigner’, er nemlig kropsdiversiteten.
Og det tror jeg også godt afsnittet med Jada, der hedder ‘forny this bitch’, ved.
For midt imellem det benhårde kreative arbejde med at lave sexede cirkuslooks med ammefunktion og nipple covers af restestof fra Sherlock Holmes’ tweed-hat, er der indlagt sekvenser, der handler om pasform. Som »er vanvittigt vigtigt for at komme overforbrug til livs«, ifølge Soeren Le Schmidt, som man har mistænkt for kunne få en Pikatchu-onesie til at se skulpturel ud.
»Hvad betyder det egentlig for vores forbrug, at de fleste af os ikke kan købe tøj, der sidder, som det skal?«, siger vært Mette Bluehme Rieck og drager derfor også ud for at undersøge i et indslag med en pasformsforsker, der viser billeder af, hvor problematisk det er, at man laver alt mål efter et slankt standardideal.
Det begynder bare allerede at føles lidt akavet, da DR-værten skal kropsscannes og ligner standardidealet nok til, at det ikke rigtig bliver brugt til noget.
I designprocessen ser vi til gengæld, hvordan nogle af talenterne tegner modelskitser på deres blokke, der ligner Jada lidt, mens andre ligner Jada lidt mindre. Men da tøjet så endelig skal vises frem, er det på modeller med mål, der ikke har rykket sig særlig meget siden dagene med ‘America’s Next Top Model’ eller ‘Project Runway’. Der vil blive skræddersyet en version til Jada, får vi at vide.
Jeg er med på, at der muligvis er nogle tekniske grunde til processen. Men hvis ‘Danmarks næste tøjdesigner’ er så progressivt, som det bryster sig af, må programmets deltagere og modelcastere kunne magte den opgave.
Det pisser mig af at skulle bruge Jada som afsæt til endnu en debat om kropsdiversitet ved hendes blotte tilstedeværelse. Det bliver let en selvopfyldende form for skævvridning af måden, vi taler om krop på, ligesom Lena Dunhams nøgne krop i ‘Girls’ blev omtalt som frigørende, men fremmedgjort helt vildt.
Jeg tror bestemt, Jada er i stand til at vurdere tøjet på tynde modeller. Men hvor ville det have været inspirerende, hvis man havde fundet noget forskellighed til at spejle den altfavnende form for skønhed, sangeren repræsenterer, lidt bedre.
I en tid hvor Wegovy er godt i gang med at sende os alle sammen selvhadende tilbage til heroin chic-stenalderen, og hvor modebranchen ofte slipper afsted med at greenwashe og diversitetswashe helt vildt, er kropsdiversiteten vigtigere end nogensinde. Ved Copenhagen Fashion Week i vinteren 2024 blev netop det tynde kropsideal kritiseret i både Weekendavisen og Politiken, hvor eksperter kaldte modellerne bekymrende tynde.
Så når man i ‘Danmarks næste tøjdesigner’ bliver tudet ørene fulde af alle de rigtige holdninger, er det et selvmål ikke at kunne tænke længere end størrelse small.
Det burde et ellers brillant program simpelthen kunne gøre bedre. Make it work!
‘Danmarks næste tøjdesigner’ kan ses på DRTV.