Man skal være varsom med at bruge udtrykket triggering. Men det er alligevel det bedste ord, jeg har for min oplevelse af TV 2-Echos nye dokumentar ’Tynd på sprøjte’.
Den er lavet med journalistisk formål i et ubemærkelsesværdigt format (explainer-stil og some-klipning), og tager egentlig fat i et væsentligt og penibelt emne.
Nemlig det om slankemedicinen Wegovy, som mange ved, taler og sladrer storstilet om, men som alligevel er tabuiseret:
At Novo Nordisks altændrende og verdensberømte medicinale guldfugl, som er udviklet til behandling af diabetes og svær overvægt, næsten fra dag ét også er blevet en uhensigtsmæssig dobbeltagent i en kollektivt spiseforstyrret verdens besættelse – af ikke bare sundhed, men tyndhed.
Kim Kardashian var firstmover på tendensen tilbage i 2022, hvor hun indtog Met Gala med Marilyn Monroes gamle kjole, som hun havde tabt sig påfaldende hurtigt for at kunne passe. Efterfølgende bredte Ozempic/Wegovy-kroppene sig i Hollywood som en steppebrand, og den kropspositive debat røg i svinget.
Siden har det, man groft sagt kunne kalde forfængelighedsforbruget af slankemidlet, også bredt sig til helt almindelige danskere, og det handler ‘Tynd på sprøjte’ om. Men lige så tiltrængt det føles, at nogen forsøger at undersøge fænomenet i øjenhøjde, lige så ubehageligt er det.
For dokumentaren kommer uundgåeligt til at reproducere den tendens, vi har til at sætte lighedstegn mellem slank, glad og sund.
Jagten på drømmekroppen
I ‘Tynd på sprøjte’ fortæller de to kvinder Catharina og Pernille om at have tiltusket sig Wegovy, uden om ordentlig lægepraksis, i afmagt over ikke at kunne lide, hvordan de ser ud.
Motivationen er altså ikke fysisk sundhed eller medicinske anbefalinger, men at de »jagter drømmekroppen«, som programbeskrivelsen lyder. En på papiret overfladisk, men for mange desværre ret relaterbar præmis.
Læreren Pernille har først tabt 40 kilo au naturel, men har brugt Wegovy til at nå sin drøm om at komme ned under 70 kilo og blive “normalvægtig” ifølge BMI-indekset.
At hun måtte gå udenom sin egen læge, der sagde nej, bliver propmæt af at spise en halv grovbolle med pålægschokolade, vejer sig fem gange om dagen og i perioder har haft så intense mavesmerter, at hun næsten ikke kunne stå op, laver ikke om på, at det er det hele værd, synes hun.
Da vi ser hende fejre sit vægtmål med at købe et par satinbukser fra Buch Copenhagen i størrelse small og booke en ferie for at flashe sin bikinikrop, sidder man tilbage med en meget bittersød fornemmelse.
Det samme er tilfældet med Catharina, der til sidst fortæller, at hun spiser det samme som sin treårige søn, men i det mindste kan holde vægten, efter hun er trappet ud af Wegovy.
De to hovedpersoner er desuden hele tiden fristet til at tabe sig endnu mere. Og deres store smil, enorme fokus på deres vægt, kroppe og alle deres før- og efterbilleder kommer uundgåeligt til at reproducere en problematisk fortælling.
Især fordi Pernille og Catharina ikke er enestående eksempler. I forbindelse med dokumentaren har TV 2 også offentliggjort en Epinion-undersøgelse (med 525 deltagende mellem 18-35 år), hvor fire ud af fem adspurgte kvinder svarer, at de gerne vil veje mindre.
En femtedel har desuden overvejet at bruge vægttabsmedicin, hvis de fik muligheden.
Farligt inspirerende
Der findes et utal af programmer, hvor det fremstilles som socialt acceptabelt at heppe på tykke menneskers vægttab, hvilket i sig selv er problematisk.
Samtidig har DR-dokumentarer som ‘Stik mig smuk’ og ‘Sygt skarp’ zoomet ind på tidens grænseoverskridende skønhedsidealer blandt både mænd og kvinder.
Det uhyggelige ved ‘Tynd på sprøjte’ er, at det ekstreme let kommer til at fremstå normalt og i værste tilfælde inspirerende.
Dokumentaren vidner om, at vi er på vej et sted hen, hvor marginen for den æstetisk acceptable krop kun bliver smallere, mens der med Wegovy nu pludselig findes en ny “kur”, ingen lader til at kunne håndtere konsekvenserne af endnu.
‘Tynd på sprøjte’s hovedpersoner er ikke skyld i problemet, men de er vigtige symboler på det. Og når de med ærlighed og ønsker om at »aftabuisere« vil agere succeshistorier, er de meget langt fra løsningen.
De to kvinders historier vil huskes af mange flere end dokumentarens faglige rygdækning. En vært, der demonstrerer, hvor let det er at lyve sig til medicinen på nettet. Flere bekymrede eksperter, der råber vagt i gevær over Wegovy-faldgruberne. En ung kvinde, der deler, hvordan hun var ved at dø af en spiseforstyrrelse, der blandt andet indebar vægttabsmedicin fra det sorte marked.
Uden at gøre stort væsen af sig bliver ‘Tynd på sprøjte’ et urovækkende eksempel på vores post Wegovy-verden, hvor vi muligvis ikke hader vores kroppe mere, end vi gjorde, inden slankemidlet gjorde entré, men gør det på nogle helt andre og uoverskuelige præmisser.
‘Tynd på sprøjte’ balancerer på en knivsæg mellem skræmmekampagne og utilsigtet inspirationskilde. Og selvom den tager et vigtigt emne op, er den kun første skridt.
For nogle vil den forhåbentlig belyse et tankevækkende problem, men for de fleste frygter jeg, den bare vil være triggering.
‘Tynd på sprøjte’ kan ses på TV 2 Play.