’Prinsesser fra blokken’ sæson 2: Det gør næsten for ondt at se DR’s hitprinsesser otte år senere
Det er muligt, at deres øjenvipper og store læber var falske, men det var med autentisk væsen, at vestegnspigerne i dokumentarserien ’Prinsesser fra blokken’ fra 2016 lod os få et indblik i deres hårdtslående virkelighed.
Med neonfarvede slettefester og historier om grumme pædofilisager og brandstiftende stedfædre leverede de og DR et håndholdt portræt af en voldsom verden, som mange fordømmer – men ikke nødvendigvis kender ordentligt til.
Det var barskt, ja, men også rørende. For midt i al technolarmen fremviste seriens elskværdige piger, tætte venskaber og drømme om familie- og arbejdsliv, og nu, otte år efter, er prinsesserne, deres lange vipper og deres fortællinger tilbage.
For hvad blev der af dem og deres håbefulde drømme?
Netop det spørgsmål indleder instruktør Eva Marie Rødbro dokumentarserien med, og i et fortroligt rum (gen)præsenterer hun Isabell, Karina, Camilla og Simona.
Når optagelser fra forrige sæson ikke indgår som effektfulde (dog sommetider forvirrende) førmotiver, følger vi kvindernes nu 20’er/30’er-tilværelse, som blandt andet tæller nyerhvervede Frederiksbergadresser, elevationssenge og glimt af kernefamilieidyl.
Men selvom bagbeklædningen til deres eneinterviews er transformeret fra dyb sort til eventyrlig lyserød, udebliver det alvorstunge ikke. For det er altså mere end ærter, disse prinsesser fortsat slår sig gule og blå på.
Store udspilede øjne afslører sorg og cokeindtag, og med hudløs ærlighed beretter seriens generøse hovedpersoner om fortsat sjælemørke, den sociale arvs kvælende favntag og om at (over)leve i en solariebrun realitet fuld af svigt og misbrug.
Fortællingen om Simona er særligt voldsom. Siden vi forlod hende i 2016 – og efter spinoff-dokumentaren ’Simona overlever’ fra 2018, som går i dybden med barndommens umenneskelige overgreb – har hun fået en accelererende og hjertestoppende stof- og alkoholafhængighed.
Vi er derfor med som neglebidende voyeurs, når hun på et røgtungt bostedsværelse lytter til sørgmodige Medina, og ligeledes når hun til en ensom forfest lader en brækket arm indhyllet af pink gips forgifte sig, inden hun efterfølgende ind- og udskrives af diverse sygehuse og behandlingssteder.
En lignende rå skildring af stoffernes rystende virkning blev et af ’Prinsesser fra blokken’s styrkende varemærker. Men hvor forrige sæson ikke syntes at have et overskyggende belærende ærinde, er der denne gang et intensiveret fokus på misbrugets ubærlige pris – hvorfor der også findes kontaktinformationer på rehabiliteringscentre efter hvert af sæsonens i alt fire afsnit.
Sådanne informationer kan rigtigt nok være relations- og livreddende (!). Desværre giver epilogen og seriens insisterende kredsen om rusmidler en lille bismag af, at DR bruger kvinderne som led i en politisk funderet public service-skræmmekampagne, snarere end at mediehuset oprigtigt interesserer sig for deres enkeltstående skæbner.
Man mærker dog en varme og omsorg mellem den tilstedeværende instruktør og Simona. I rørende scener taler de om at blive begravet i pels og glimmer, og i en tough-love-situation begynder Rødbro at udfritte den mørkhårede prinsesse – der netop har slugt en hel pose håndsprit for at dulme afhængighed og smerte – i hvilket medansvar hun selv bærer for sin tilbagevendende narkomani.
Det afføder mavekramper og skærende kuldegysninger hos både medvirkende og seere, men udover at ’Prinsesser fra blokken’ således ønsker at pege på sig selv som en kritisk og undersøgende dokumentar, giver det ligeledes den velformulerede hovedperson mulighed for at svare med imponerende indsigt og refleksivt overskud.
Det gør hun – og de resterende medvirkende – nu tit, hvilket er ganske gribende. Men trods sådanne dialogstærke og væsentlige stunder er det oprigtigt svært at se den brutale miniseries anden del. For præcis som man tror, solen vil skinne på vestegnens betonblokke, kommer tilbagefaldets piskende og bedøvende regnvejr. Det gør næsten for ondt.
Men prinsesserne drukner ikke.
Gennem blå King’s og tillært robusthed formår de at fylde lungerne med luft og forhåbninger. Og med en overvældende styrke sender de igennem al nedbøren (og hele nedturen) en velfortjent systemkritisk fuckfinger til alle, der lukker øjnene for Danmarks klasseproblematik.
Netop derfor bør særligt de/vi, der finder ubehag ved dokumentaren, se den. Fingeren og fortællingen er til os.
Kort sagt:
’Prinsesser fra blokken’ evner (endnu engang) at skabe et fortroligt rum, hvor grovkornet sprog leverer livskloge læresætninger.