’Eternity’: Ny A24-film er en romantisk og original afstikker til dødsriget
FILM. De fleste forestiller sig døden som evig slummer uden konflikter eller intriger.
’Eternity’ har tydeligvis ikke fået den memo. Her er en aktiv og lyslevende version af efterlivet, hvor den dybere logik ikke altid er til stede, men hvor der til gengæld næsten er garanti for sved på panden.
Vi møder ved filmens begyndelse Larry, en halvgnaven pensionist, der bliver kvalt i en saltkringle under et gender reveal party.
Nu styrer han mod evigheden i sin yngre skikkelse, der bliver spillet af Miles Teller. Dødens pludselige ankomst er blot filmens spæde start: Larry er på vej ind i en særdeles håndgribelig efterlivsvirkelighed, hvor forskellige stande som til en stor salgsmesse falbyder forskellige måder at tilbringe evigheden på.
Måske er du til en sandstrand på en tropeø. For andre vil en bromance-evighed eller en evighed uden mænd overgå turkis vand og silkeagtigt sand. Man har en uge til at beslutte, hvilken evighed man vil vælge, hvis man ikke hellere vil tage et job som eksempelvis bartender eller ’efterlivskoordinator’ på den myldrende markedsplads.
Alle nyligt afdøde indfinder sig i transithallen i den alder, de havde, hvor de var mest lykkelige. Larrys kone Joan dør af kræft ikke længe efter Larrys exit, og hun bliver derfor også morfet ind i arenaen, legemliggjort af Elizabeth Olsen.
Larry og Joan bliver altså genforenet på den anden side af det jordiske liv, for han spotter hende med mirakuløs nemhed. Det lyder som en happy end. Men en joker dukker op, Joans første ægtemand, der kun fik et kort ægteskab, hvorefter han døde på slagmarken i Korea-krigen. Larry så sit snit og fik 65 års ægteskab i stedet.
Den rasende flotte Luke (Callum Turner) har arbejdet som bartender i transitzonen samtlige år og skænket drinks til de rejsende mellem kloden og deres valgte slutdestination, i håbet om et gensyn med Joan.
Og nu kan rivaliseringen begynde. Hvem af de to mænd vil Joan helst til evigheden med?
Hvordan det her efterliv reelt hænger sammen, eller hvordan det kun kan bebos af amerikanere, skal man ikke spekulere for længe på. Men hvis man ignorerer den lidt lemfældige worldbuilding, er ’Eternity’ som en post-mortem udgave af reality-serien ’The Bachelor’, hvis den havde blandet blod med Charlie Kaufmann og Alexander Paynes ’Downsizing’.
Den uortodokse, vellykkede fantasy-komedie er et syret tankeeksperiment og indie-fornemmelsen er til stede, som man forventer det fra en A24-produktion. Men det her er gudskelov intergalaktiske lysår fra et ormehullet, selvvigtigt makværk som ’Beau is Afraid’. Her er i stedet en nærmest julefilmagtig, fundamental godhjertethed, anstændighed og optimisme, hvor det svære nok skal blive overkommet til sidst, og hvor rivalerne drikker sig fulde og begynder at bromance den, når Joan har brug for en pause fra bejlerne.
Måske er det endelige slutpunkt en smule forudsigeligt og konventionelt, men man mærker, at alle involverede har haft det sjovt med den romantiske og hjertevarme omgang slapstick-eksistentialisme.
En vittig, original og hjertevarm romcom, der virker veltimet med dansk premiere midt i julesæsonen som en grandnevø til Frank Capras højtidsklassiker ’It’s a Wonderful Life’.
Kort sagt:
’Eternity’ er en sød og romantisk afstikker til dødsriget, som på en original og legesyg måde funderer over spørgsmål om livsvalg, skæbne og den eneste ene.