Når manden bag ‘E.T’, ‘Nærkontakt af tredje grad’ og ‘War of the Worlds’ laver en ny film om rumvæsener, er der grund til at spærre øjnene op.
Steven Spielbergs næste film hedder ‘Disclosure Day’, og første teaser, der netop er landet, lover en hæsblæsende og tankevækkende alien-storfilm, som man kun kan glæde sig til:
Plottet er ikke officielt beskrevet, men der er noget, der tyder på, at Emily Blunts vejrvært bliver besat af en form for ekstraterrestiel kraft, mens Josh O’Connor insisterer på, at sandheden skal frem til hele verden.
Hvis nogen beviste for dig, at vi ikke er alene, ville du så blive bange, som det lyder pirrende i teaserens åbning.
Filmen er godt stjernespækket, for ud over Blunt og ‘Knives Out’-aktuelle O’Connor dukker både Colin Firth, Colman Domingo, Allison Janney, Wyatt Russell og Eve Hewson fra ‘Bad Sisters’ op.
Historien har Spielberg selv fundet på, mens David Koepp har udformet manuskriptet, ligesom han gjorde det på mesterinstruktørens ‘Jurassic Park’ og føromtalte ‘War of the Worlds’.
Premieredatoen på ‘Disclosure Day’ er endnu ikke annonceret, men den kommer utvivlsomt i løbet af 2026.
