Efter Kristen Stewart brød internationalt igennem som hovedrollen i ‘Twilight’-filmene, har den amerikanske skuespiller og nyslåede instruktør brugt sin karriere på arthouse-projekter, der kunne distancere hende mest muligt fra den både populære og latterliggjorte vampyrromance.
Men nu melder hun sig alligevel interesseret i at instruere et remake af netop ‘Twilight’, skriver Deadline.
Det er dog ikke helt på eget initiativ. På den røde løber ved Palm Springs Film Festival spurgte en journalist fra Entertainment Tonight Stewart, om hun kunne være klar på denne hypotetiske opgave.
Hun starter med at rose de instruktører, der stod bag de fem filmatiseringer af Stephenie Meyers romaner.
»Jeg elsker, hvad alle instruktørerne gjorde med filmene, men de var så meget sig selv og mærkelige og lidt skæve og bare så meget til stede i den tid, hvor de egentlig ikke helt vidste, hvad de var endnu, før de slog igennem«, siger Kristen Stewart, inden hun vurderer potentialet for selv at stå for en ny filmatisering.
»Forestil dig, hvis vi havde haft et kæmpe budget og en masse kærlighed og opbakning. Jeg ved det ikke«, sige Stewart, inden hun sp, med et smil, går all in på idéen.
»Jeg ville elske at genindspille den, ja, helt sikkert, jeg laver remaket. Jeg gør det, jeg er med!«.
Stewart debuterede sidste år som spillefilminstruktør med ‘The Chronology of Water’, som fik verdenspremiere på Cannes-festivalen.
Filmen er baseret på den amerikanske forfatter Lidia Yuknavitchs selvbiografi om en barndom, hvor hun blev misbrugt seksuelt af sin far og kortvarigt fandt et frirum i elitesvømning.
Soundvenues udsendte, Jakob Freudendal, var ikke just begejstret for debutfilmen.
»Man må anerkende Stewarts ambition om at udfordre formsproget. Det vidner om en ambition om at skabe filmkunst. Det er dog samtidig svært at komme udenom, at formalismen også gør filmen prætentiøs, studentikos og til tider ufrivilligt komisk med sin svulstige voiceover og symbolske billeder, der trækker en del fra den oprigtighed, man kan mærke, historien udspringer fra«, skrev han.
‘The Chronology of Water’ har endnu ikke en dansk premiere på plads.
