’The Night Manager’ sæson 2: Emmy-vindende spionserie er blevet en fattigmandens Bond
SERIE. For præcis 10 år siden landede BBC-miniserien ’The Night Manager’ (på dansk ’Natportieren’). Jeg husker det, som var det i går:
Den enorme hype, som showrunneren David Farrs opdatering af spændings- og spionmesteren John Le Carré skabte med Susanne Bier i instruktørstolen og Tom Hiddleston i hovedrollen som hotelreceptionisten og ekssoldaten Jonathan Pine, der kastes ud i en farlig kamæleonagtig spiontilværelse.
Her på Soundvenue anmeldte vi for eksempel hvert af seriens seks afsnit, der skulle gå hen og høste et væld af Emmy’er og placere både Hiddleston og Bier lunt i svinget til en fremtidig Bond-film. ’The Night Manager’ var et fænomen. Og så blev der stille.
Her 10 år senere har BBC så sammen med Amazon og Farr genoplivet serien med Hiddleston tilbage som Pine, men dog uden Bier ved roret. ’The Night Manager’ er tilbage i samme intrikat indviklede og lækkert appetitvækkende spionspor, men ikke alt er det samme som for 10 år siden.
Sæsonen åbner med en prolog fire år efter hændelserne i første sæson, hvor Jonathan Pine i selskab med Angela Burr (Olivia Colman) – hans tro bindeled til den britiske efterretningstjeneste MI6 – bevidner, at den våbensælgende satan Richard Roper (Hugh Laurie) er død i et syrisk fængsel. Desværre er scenen lige så meget et farvel til Colmans fantastisk hverdagslige M-figur, der udkæmpede verdens uretfærdighed med højgravid mave og cookies i ovnen.
Vi springer nu seks år frem, hvor Pine lever et anonymt og traumefyldt liv under navnet Alex Goodwin i MI6’s digitale overvågningsteam, ’The Night Owls’. Der ligger et interessant konfliktstof i indledningens portræt af den identitetstomme Pine. En mand, der klamrer sig til en tåget forestilling om det trivielle liv med rutinejob, fast bopæl og katten Corky (et skønt blink til Ropers bestialske højre hånd fra første sæson).
Roen bliver dog afbrudt, da en ny trussel dukker op: den colombianske våbenhandler Teddy Dos Santos, »Ropers sande discipel«, spillet af Diego Calva fra Damien Chazelles ’Babylon’. Da Dos Santos får dræbt Pines chef Rex og store dele af hans team, bliver Pine (til)trukket tilbage i felten.
Med hjælp fra to tilbageværende kolleger får Pine skabt sig en ny identitet som en skruppelløs, skødesløs og drikfældig businessmand ved navn Matthew Ellis, hvis formål er at infiltrere og afsløre Teddy Dos Santos’ lyssky foretagender i Colombia og forbindelsen til magtens korridorer i London.
Har man set første sæson, er Dos Santos’ ”forretningsmodel” 1:1 identisk med Richard Ropers. Storstilet våbensmugling til verdensmagter som England under dække af et skyggeselskab – og så lidt velgørenhed for colombianske børnesoldater ved siden af for at få ekstra goodwill.
Til at tilføje et ekstra krydderi af romantisk drama finder man den smukke colombianske mægler Roxana (Camila Morrone), der er fanget i Dos Santos’ klør, og som ser en vej ud i Matthew Ellis/Pine. Snart begynder Pine at grave i Dos Santos’ hemmelige fortid, og den britiske efterretningstjenestes hovedkvarter River House bekender igen kulør som bureaukratisk ondskab indefra.
Og sådan kunne jeg blive ved med at liste plotdrejninger op. For der er meget af det i de blot tre afsnit, som indtil nu har været tilgængelige. Til gengæld mangler der noget.
Tom Hiddleston er stadig god som den mere hærdede Pine, selvom man kan argumentere for, om ikke karakteren har udviklet sig til en lidt for selvsikker superagent i smarte jakkesæt frem for den sårbare, blåøjede natportier med stor retfærdighedssans, vi lærte at kende.
Det var dog aldrig i Pine-karakteren, at serien løftede sig over andre af tidens spionfilm og serier.
Det var derimod i det suspensefyldte og klaustrofobiske kammerspil blandt djævlen Richard Roper og resten af de højkriminelle britiske jetsettere på Mallorca, som meget af første sæson kredsede om. Ved gud var der en del plotmæssige kameler, som skulle sluges – og rigelig med bas på den melodramatiske tone. Men man slugte det hele, og det var en fest at være i selskab med castet og især de syleskarpe og nederdrægtige Hugh Laurie og Tom Hollander i topform.
Og så formåede Bier at finde en kerne af lige dele intenst psykologisk spil og genkendelig britisk lune, som gjorde serien så seværdig.
Her lider anden sæson af 2’er-syndromet: Samme konflikt og højtbelagte drama i nye eksotiske klæder i Medellín, men uden samme originalitet og interessante karaktergalleri.
Både Diego Calva og Camila Morrone gør det hæderligt som henholdsvis Latino Bond-skurken Teddy Dos Santos med åben skjorte og guldring i øret og den egenrådige Bond-babe Roxana, men rænkespillet fremkalder aldrig fugtige håndflader og fremstår ofte tamt og forceret med problematiske replikker.
Dertil dufter trekantsdramaet mere af ’Dirty Dancing 2’ end den sveddryppende liderlighed fra ’Y Tú Mama También’, som nok var intentionen.
Dermed ikke sagt, at der ikke er underholdning at finde i sæsonens mange opsigtsvækkende twists, sidste-minuts-redninger og i dens flotte kamerature og lækre æstetik, som denne gang har fået et mere mørkt og alvorstungt omrids.
Nu har jeg refereret til James Bond en gang eller fem i løbet af anmeldelsen. Og det er, som om ’The Night Manager’ denne gang – hvor David Farr ikke har kunnet læne op ad Le Carrés forlæg – er gået all-in på glamourøs globetrotter-action og klichéfyldte arketyper kendt fra Ian Flemings univers.
På trods af en verdenssituation, der kun er blevet mere foruroligende og faretruende de seneste 10 år, har ’The Night Manager’ desværre glemt nerven og den realistiske paranoia fra Le Carrés oprindelige geopolitiske udgangspunkt. I stedet fortaber den sig i sin egen fiktion.
Den skal nok blive set – og glemt igen.
Kort sagt:
Hvor sæson 1 af den Emmy-vindende John Le Carré-serie balancerede højspændt psykologisk drama med politisk paranoia, føles sæson 2’s intriger knapt så friske og farlige. Serien besidder stadig en pirrende visuel lækkerhed og melodramatiske twists, men det hele føles lidt som en tam gentagelse. En sæson, der på alle måder står i skyggen af sin forgænger.
Anmeldt ud fra 3 afsnit.