Thomas Vinterberg sætter skuespilholdet til sin store Kennedy-serie for Netflix

Thomas Vinterberg sætter skuespilholdet til sin store Kennedy-serie for Netflix
Thomas Vinterberg med sin Oscar for 'Druk'. (Foto: Chris Pizzello-Pool/Getty Images)

Tilbage i oktober kom det frem, at Thomas Vinterberg skal instruere en stor Netflix-serie om Kennedy-dynastiet.

Serien skal begynde i 1930’erne med politikeren og forretningsmanden Joe Kennedy og hans kone Rose i centrum og følger dem og deres ni børn, der ikke mindst tæller den næstældste søn John, der senere skulle blive en af USA’s mest berømte præsidenter.

Den danske instruktør skal dirigere alle afsnittene, mens Sam Shaw er showrunner, og allerede dengang blev det offentliggjort, at Michael Fassbender skulle indtage rollen som Kennedy-faren Joe.

Nu har Netflix meldt ud, hvem der ellers skal indtage de bærende roller, og her møder vi et cast, der ikke bevæger sig helt i samme stjerneliga, men forhåbentligt er valgt, fordi de – eureka! – passer godt til rollerne.

Nick Robinson (‘The Abandons’) skal spille Joe Kennedy Jr., Joshua Melnick (‘Saint X’) indtager rollen som den unge John F. Kennedy, der står i skyggen af sin storebror, og Laura Donnelly (‘Say Nothing’, ‘The Nevers’) indtager rollen som moren Rose.

Imogen Poots skal spille den berømte skuespiller Gloria Swanson, mens også Ben Miles fra ‘Andor’ er på rollelisten.

Det vides endnu ikke, hvornår serien går i optagelse eller får premiere, men det skal blive interessant at se, om Vinterberg kan sætte sit personlige touch på serien.

Instruktøren har ikke arbejdet i udlandet siden ubådsdramaet ‘Kursk’ i 2018. Han var senest aktuel med TV 2-serien ‘Familier som vores’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af