Det er på mode at nyfortolke litterære klassikere.
I efteråret fik vi Nia DaCostas vellykkede queer-versionering af Henrik Ibsens ‘Hedda Gabler’, og i dag kan de resterende dage indtil premieren på på Emerald Fennells udgave af Emily Brontës ikoniske ’Wuthering Heights’ tælles på en enkelt hånd.
Men der er flere moderne filmatiseringer af litteraturhistoriens sværvægtere på vej, og nu er turen kommet til et af Virginia Woolfs hovedværker, nemlig ’Mrs. Dalloway’, der oprindeligt blev udgivet i 1925.
Filmen har fået titlen ’Clarissa’ og har navne som Ayo Edebiri og David Oyelowo i bærende roller, mens hovedrollen spilles af den Oscarnominerede Sophie Okonedo (‘Hotel Rwanda’). De flankeres af blandt andre Toheeb Jimoh (‘Ted Lasso’, ‘Industry’) og Nikki Amuka-Bird, der har medvirket i M. Night Shyamalan-filmene ‘Knock at the Cabin’ og ‘Old’. Det skriver Deadline.
Edebiri er naturligvis bedst kendt som mesterkok i ‘The Bear’, mens hun senest kunne ses i Luca Guadagninos MeToo-film ‘After the Hunt’ i efteråret. Oyelowo spillede Martin Luther King Jr. i ‘Selma’ fra 2014 og brillerede sidste år i Apple TV-serien ‘Government Cheese’.
Mest bemærkelsesværdigt er dog, at de ganske uprøvede nigerianske instruktør-brødre Arie og Chuko Esiri har rykket handlingen fra at foregå i datidens London til nutidens Lagos – Nigerias og Afrikas største by.
Her følger filmen titelkarakteren Clarissa, der gør sig klar til at holde fest i sit hjem. Men hun støder uventet på gamle venner, og gruppen ender med at mindes deres fælles fortid over en enkelt aften, hvor også hemmelige lyster og tabte drømme kommer på bordet.
Det vides endnu ikke, hvornår ‘Clarissa’ får premiere, men filmen er tilsyneladende allerede blevet optaget på 35mm i Nigeria og købt til distribution af det feterede amerikanske selskab Neon.
