’Bone Lake’: Ny parforholdsgyser er så gold som Vejle Fjord
FILM. Det satans parforhold kan være en sand gyser, når først hverdagens tristesse titter frem.
Det ved mange af samtidens horrorinstruktører, kan man efterhånden konstatere.
Og derfor er det værd at spørge, hvad nyt der er under den spejlblanke vandoverflade i Mercedes Bryce Morgans biografaktuelle parforholdsgyser ’Bone Lake’.
Ikke meget, viser det sig hurtigt.
Som i ’Barbarian’ begynder det hele med en uheldig dobbeltbooking, da kæresteparret Diego og Sage (Maddie Hasson fra den mesterlige ‘Malignant’) tager på romantisk weekendophold i en luksusvilla for at sætte ild under deres vinterkolde forhold.
Der kommer grus i maskineriet for Diegos ferieplaner om bar numse i køkkenet, frieri ved søen og blød sex på bjørneskindet foran kaminen, da det påtrængende, smækre par Cin og Will (Andra Nechita og Alex Roe) banker på hoveddøren. De tilbyder at dele den enorme hybel, og med ét bliver paradis på jord til en pinagtig kamp om førertrøjen i performativ parforholdsidyl.
Før naturvinen kan poppes, og bøffen lægges på grillen, begynder Cin og Will at prikke til det konfliktsky kærestepars konflikter gennem et manipulerende spind af selskabslege, flirten og rygtesmederi.
Det er som en skolegårdsversion af ’Speak No Evil’ eller Hanekes ’Funny Games’, og der er i det hele taget fuld bingoplade på de velkendte gysertravere. Maddie Hasson har sågar fået sig et Florence Pugh-pixiecut, og i bedste ’Midsommar’-stil får kameraet sig en tur på hovedet (hele to gange!), så vi kan forstå, at alt ikke er, som det ser ud.
Gammel vin på nye flasker kan til nøds gå an, men heller ikke indpakningen er prangende. Selvom ’Bone Lake’ ønsker at præsentere sig selv som en snu spændingsfilm, står det meget hurtigt klart, hvad de ubudne gæsters fordækte intentioner er.
Også fordi Roe og Nechita spiller deres roller alt for stort. De er slet og ret ikke troværdige som diabolske nymfer, der bramfrit hopper i buksen på deres sagesløse ofre. De fremstår snarere som indbildske pauseklovne uden filter.
De hjælpes ikke på vej af et bedaget manuskript, der spilder tiden med Buzzfeed-værdige samtaler om, hvordan mænd er fra Mars og kvinder fra Venus. Alt imens ser kameraet søvnigt til fra sidelinjen uden det mindste forsøg på at skabe en inciterende stemning.
Tempoet stiger en smule over hvilepulsen i sidste akt, hvor motorsaven tændes under neonlys og blodfontæner, men det har uhyre lidt med det foregående parforholdsgys at gøre.
Pludselig glemmer både film og publikum, hvad pointen overhovedet var.
Kort sagt:
Det nyeste skud på stammen af parforholdshorror byder hverken på pirrende sex, et godt gys eller originale ideer. ’Bone Lake’ er lige så død bag øjnene, som Vejle Fjord er gold på havbunden.