Ryan Gosling var gæstevært i lørdagens udgave af ’Saturday Night Live’, og vanen tro brød han sammen af grin under en af sketchene.
Det var Goslings fjerde ’SNL’-optræden, og denne gang havde de skrevet en sketch, der var designet til at få Gosling til at grine.
I sketchen spiller Gosling en rektor, som er på besøg i en klasse for at komme mobning til livs. Undervejs sender eleverne sedler rundt til hinanden, som Gosling sammen med klassens lærer Ms. Perry, spillet af Ashley Padilla, opdager – og som straf læser højt for hele klassen.
Sedlerne indeholder tarvelige rygter om rektoren og læreren, og inden de læser den første op, kommer en tekst frem på skærmen, der fortæller publikum, at sedlernes indhold er blevet ændret siden forberedelserne. Altså ved Padilla og Gosling ikke, hvad der står på sedlerne.
Gosling havde allerede svært ved at holde masken, da han læste følgende ord:
»Okay, sig ikke det her til nogen, men da jeg forleden kom tidligt i skole, så jeg rektor Whit spille basketball i gymnastiksalen. Jeg så ham misse 133 layups i træk. Efter hvert mislykket forsøg, sagde han: ’Der må være en måde at gøre det her på’. Da det endelig lykkedes, forsøgte han at fejre det ved at rive sin t-shirt midt over, men han kunne ikke, så trøjen blev bare strakt ud«.
Endnu værre blev det dog, da han læste en seddel med en reference til ’Barbie’-filmen op:
»Det her skete for et par år siden. Jeg tog ind for at se ’Barbie’ med min søster, og rektor Whit var der. Han købte en hel række til sig selv, og hver gang Ken-karakteren kom på skærmen, sagde han: ’Endelig noget godt at se på’. Hvis jeg stadig var homoseksuel, ville jeg knalde ham«.
I andre sketches kunne man også se Gosling i rollen som kyklop og som pailletjakkesæts-klædt bryllupsgæst:
