Siden 2024 har Blake Lively og Justin Baldoni som bekendt været i en medieombrust juridisk konflikt i kølvandet på filmen ‘It Ends With Us’, som Baldoni instruerede, og de begge spillede hovedroller i.
Begge har lagt sag an mod hinanden – først Lively, siden Baldoni som et modsvar. Hans søgsmål blev sidste sommer afvist af en dommer. Nu møder dele af Livelys sagsanlæg samme skæbne, skriver Entertainment Weekly.
Centralt for konflikten har været hendes anklager om sexchikane begået af Baldoni under filmoptagelserne. Disse anklager har en dommer nu afvist. Her er tale om 10 ud af 13 anklager i søgsmålet, herunder sexchikane, æreskrænkelse og sammensværgelse.
De tre resterende anklager, som dommeren lader Lively føre ved en kommende retssag, omhandler kontraktbrud samt brud på de såkaldte California Fair Employment and Housing Act og FEHA. De to love beskytter ansatte mod diskrimination, chikane og gengældelse på arbejdspladsen.
»Denne sag har altid været og vil fortsat være fokuseret på den ødelæggende gengældelse og de ekstraordinære skridt, som de sagsøgte tog for at ødelægge Blake Livelys omdømme, fordi hun stod op for sikkerheden på settet, og det er den sag, der går i retten«, udtaler Livelys advokat Sigrid McCawley.
»Hun ser frem til at vidne under retssagen og fortsætte med at kaste lys over denne ondskabsfulde form for online gengældelse, så den bliver lettere at opdage og bekæmpe«.
Justin Baldoni har i skrivende stund ikke udtalt sig om afgørelsen. Retssagen med Livelys nedjusterede søgsmål starter til maj.
