Sidste år var han med til at bringe Marvels første familie, The Fantastic 4, tilbage til biograflærredet, og nu får Matt Shakman nøglerne til en anden stor franchise.
Deadline beretter nemlig, at Shakman skal instruere en kommende film i ’Planet of the Apes’-universet.
Manuskriptet skal skrives af Josh Friedman, der også var med til at skrive ’The Fantastic 4: First Steps’ og har arbejdet på de to seneste ’Avatar’-film.
Friedman skrev desuden 2024’s anmelderroste ’Kingdom of the Planet of the Apes’, som er det seneste indslag i franchisen.
På trods af det mener Deadline at vide, at den kommende ’Planet of the Apes’-film ikke bliver en fortsættelse af den, men i stedet en selvstændig historie.
Shakman fik foden indenfor hos Marvel, da han landede jobbet som instruktør på den populære serie ’WandaVision’. Inden da instruerede han flere afsnit af komedieserien ’It’s Always Sunny in Philadelphia’, mens han også har arbejdet på enkelte episoder af store serier som ’Game of Thrones’, ’Fargo’ og ’Succession’.
