Siden den første film med Charlton Heston fik premiere i 1968, har ’Planet of the Apes’-franchisen gennemgået en stor udvikling.
Originalfilmen baserede sig på den franske forfatter Pierre Boulles roman, ’La Planète des singes’, og blev distribueret af 20th Century Fox. Bogen blev på daværende tidspunkt betragtet som noget nær umulig at filmatisere (også af Boulle selv) grundet de mange aber, der var besværlige at overføre på en troværdig måde til biograflærredet.
Men takket være banebrydende make-up-effekter fra John Chambers, der havde erfaring med at udvikle ansigtsproteser til veteraner fra Anden Verdenskrig, fandt man løsningen. Den første film endte med at blive en stor succes og er siden blevet en af de klassikere, der skal udpeges, når snakken går på skelsættende science-fiction-film. Ikke mindst takket være det interessante koncept om menneskehedens (selvforskyldte) forfald, de satiriske stikpiller til USA’s samfundsproblematikker og den foruroligende slutning, hvor en totalsmadret Frihedsgudinde siger det hele.
Har du kun set Heston-versionen, eller er du blot helt grøn på ’Planet of the Apes’-mytologien, er der lidt at gå i gang med. Indtil videre tæller franchisens portefølje ni film, to tv-serier og en god mængde tegneserier, der alt sammen er dyrket af en passioneret fankultur.
At påstå at det har været en dans på roser for franchisen, siden den første film udkom, ville dog være en kende for optimistisk. Der har været store skuffelser undervejs, og kvaliteten – som denne liste også vil berøre – har indimellem været så skuffende, at det er gået hårdt ud over franchisens eftermæle.
Men med reboot-trilogien, der startede med ’Rise of the Planet of the Apes’, fik Fox genoplivet abernes appel – denne gang med motion-capture-teknologi, der gav de gamle films make-up baghjul på realismefronten – med en moden og velorkestreret trilogi, der samtidig viste, at franchisen stadig kunne trække publikum i biografsalene.
Et kig på tallene viser at de tre film har omsat for knap 1.671.223.033 milliarder dollars på verdensplan. Derfor var det også blot et spørgsmål om tid, før der på et tidspunkt ville blive lanceret flere sequels.
I 2019 købte Disney Fox og fik dermed adgang til det gamle studies skatkammer af intellectual properties, herunder ’Planet of the Apes’, og kort tid efter var der meldinger om en ny film, der siden blev døbt ’Kingdom of the Planet of the Apes’.
Instruktøren bag ’The Maze Runner’-trilogien, Wes Ball, overtager dermed nøglerne til den elskede franchise, og han skal forsøge at bygge videre på det momentum, hans forgængere Rupert Wyatt (’Rise of the Planet of the Apes’) og Matt Reves (’Dawn of the Planet of the Apes’, ’War for the Planet of the Apes’) skabte.
Med stjernefrø som Freya Allan og Owen Teague i hovedrollerne, og garvede kræfter som Kevin Durand, Peter Macon og William H. Macy i de supplerende roller, er det svært ikke at have enorme forventninger. Om missionen lykkes for Ball og co., får vi svar på 8. maj.
Som optakt til premieren rangerer vi her de foreløbige ni film i franchisen, fra værst til bedst.
»Go Ape!«
9. ’Battle for the Planet of the Apes’ (1973)
Vi ligger ud med bundskraberen, ’Battle for the Planet of the Apes’, som fuldender 1970’ernes undervældende abefilm med en regulær katastrofe.
Produktionsbudgettet var presset i bund, Paul Dehn, der oprindelig havde skrevet et manuskript til filmen, blev erstattet af ægteparret John William og Joyce Corrington grundet sygdom, og så var instruktør J. Lee Thompson også mellemfornøjet over det indskrumpede budget.
Filmen foregår i en postapokalyptisk fremtid, hvor Cesar (Roddy McDowall) leder en gruppe aber og mennesker, der forsøger at leve sammen i fred. Idyllen trues imidlertid af den krigeriske gorilla Aldo, der nærer et indædt had over for menneskene og et underjordisk samfund af menneskelige mutanter.
McDowall, der også spiller Cesars far Cornelius i de første tre film, giver en fin præstation, men denne gang er det ikke nok til at gøre filmen den mindste smule seværdig. Der lægges både op til store følelser og et episk slagsmål mellem mennesker og aber, men filmen fejler fatalt på begge fronter. Kampscenerne er decideret pinligt udført, men eftersom 20th Century Fox tilsyneladende ikke var interesseret og/eller i økonomisk stand til at supplere Thompson og co. med et ordentligt budget, er det svært at bebrejde filmens besætning yderligere.
Man får typisk, hvad man betaler for, og med ’Battle for the Planet of the Apes’ var det en billig discountvare.
8. ‘Beneath the Planet of the Apes’ (1970)
20th Century Fox og producer Arthur P. Jacobs må have slikket sig om munden efter den fine modtagelse, den første film i serien fik af biografpublikummerne verden over. Så en opfølger var selvfølgelig uundgåelig.
Charlton Heston, der spillede hovedrollen i den første film, var dog modvillig over for projektet og endte kun med at optræde i en tynd cameo som Taylor, hvorefter den noget mindre profilerede James Franciscus overtog hovedrollen som Brent, ligeledes en astronaut, der lander på abernes planet for at lede efter den forsvundne Taylor og resten af dennes besætning.
Resten af filmen er således en skuffende reprise af originalen. Altså lige indtil Brent og Taylor støder på et samfund af telepatiske mutanter, der har levet under jorden, og som tilbeder en … suk … atombombe.
Man bør nok ikke lægge søvnløs over det, men det er alligevel svært at begribe, at manuskriptforfatteren til denne fiasko, Paul Dehn, er den samme, der var med til at skrive en af tidernes bedste James Bond-film, ’Goldfinger’. Historien er nemlig dovent eksekveret og uinspireret, mens også skuespillet og iscenesættelsen er sjusket.
Filmen er et vidnesbyrd om franchisens enormt lave bundniveau, som vi forhåbentlig har set for sidste gang.
7. ’Planet of the Apes’ (2001)
Tim Burtons remake af originalen er en morsom katastrofe, som kan nydes til en hyggelig filmaften, hvis man er i B-filmsstemning.
Problemet er bare, at filmen ikke er nogen rigtig B-film. Det er en svinedyr Hollywood-produktion, der havde et budget på et trecifret millionbeløb, en af de hotteste instruktører fra 1980-90’erne i dirigentsædet og et lovende cast. Men som til sidst fremstår som en parodi på den oprindelige ’Planet of the Apes’.
Mark Wahlberg er i sit forfjamskede ‘The Happening’-humør i rollen som astronauten Leo Davidson, der lander på en planet domineret af aber. I denne verden er menneskene intelligente, men er lavest i fødekæden og fungerer som slaver for aberne. Davidson beslutter sig for at starte et oprør mod abernes herredømme og den tyranniske General Thade (Tim Roth, der trak nitten ved at takke nej til rollen som Severus Snape i ’Harry Potter’-filmene) og får hjælp af den sympatiske abe Ari (Helena Bonham Carter), menneskekvinden Daena (Estella Warren) og en række andre allierede.
Der findes lyspunkter i Burtons ‘Planet of the Apes’, der medvirker til, at den ikke skraber bunden på denne liste. Oscar-vindende Rick Baker tryller nok engang med filmens overbevisende make-up, og generelt er det også visuelt, at filmen er mest interessant. Både Wahlberg, Carter og Warren kæmper om prisen for værste skuespil i filmen, mens Tim Roth og Paul Giamatti leverer morsomt overspil og slipper derfra med æren i behold.
Det mest kritisable ved filmen er dog Burtons retningsløse instruktion, det konfuse plot og den jammerlige slutning, der falder fuldkommen til jorden.
6. ’Conquest of the Planet of the Apes’ (1972)
I ‘Conquest of the Planet of the Apes’ blev franchisen indædt, mørk og rasende.
‘Conquest’ foregår knap 20 år efter ’Escape from the Planet of the Apes’ i 1971, hvor vi følger en ung Cesar, sønnen af Zira og Cornelius. Efter en virus dræbte alle hunde og katte, gjorde menneskene aberne til deres kæledyr, men da det viste sig, at aberne var lærenemme, blev de slavegjort og tjener derfor menneskeheden.
Da Cesar, der holdes skjult af den venlige cirkusejer og gamle ven af afdøde Zira og Cornelius, Armando (vidunderlige Ricardo Montalbán), besøger en større by, oplever han uretfærdigheden fra første hold. Stik imod Armandos råd råber Cesar »Lousy human bastards!« af nogle politimænd, der gennembanker en gorilla i offentligheden. Herfra er der ingen vej tilbage, og Cesar starter et oprør mod den totalitære militærstat i håbet om at sætte aberne fri fra deres fangenskab.
Modsat de tre ovenstående film er ’Conquest’ ikke en dårlig film. Den er dog heller ikke perfekt. Filmens klart største trumfkort er Roddy McDowalls kræftpræstation som Cesar. Bag masken spænder han bredt over følelsesregistret, og han emmer af vrede, indignation, uretfærdighed og sorg.
Allegorien til racekonflikten i samtidens USA er skrevet med versaler mellem filmens linjer, og selvom de forrige ’Planet of the Apes’-film havde subtile kommentarer om social uretfærdighed og menneskets undertrykkelse af hinanden, er det i ’Conquest’ in your face, bedst eksemplificeret ved Cesars brandtale i de døende minutter af filmen.
Ligesom med ‘Battle for the Planet of the Apes’ var budgettet skåret helt ind til benet, og det mærkes desværre tydeligt i denne sequel. Kameraarbejdet er noget juks, og man har ofte svært ved at se, hvad der foregår i filmens voldelige klimaks. Det øvrige karaktergalleri, herunder den endimensionelle tyran Governor Breck, er også forglemmeligt.
5. ’Escape from the Planet of the Apes’ (1971)
Det siger måske mere om de førnævnte ’Planet of the Apes’-sequels træge kvalitet, men af de tilsammen fire 70’er-sequels til originalen er ’Escape from the Planet of the Apes’ den klart bedste i rækken.
I ’Escape from the Planet of the Apes’ er aberne Zira, Cornelius og Dr. Milo, hvoraf sidstnævnte hurtigt lader livet i starten af filmen, rejst tilbage i tiden, før jorden blev udslettet, og de havner i 1973, hvor den menneskelige befolkning overraskes, da de opdager, at aberne kan tale.
Zira, der viser sig at være gravid med Cesar, og Cornelius bliver hurtigt verdenskendte og bliver tilmed venner med et par imødekommende mennesker. Men da Dr. Otto Hasslein, der sidder med i en undersøgelseskomité, udvalgt af USA’s præsident efter aberne landede, begynder at blive mistænkelig om abernes hjemplanet, og hvad der blev af menneskene, erstattes freden af kaos.
Selvom der er øjeblikke, hvor ’Escape from Planet of the Apes’ balancerer lige lovligt faretruende mellem den lidt fjollede tone og det store drama, der udspiller sig i den sidste tredjedel, er filmen både medrivende og underholdende.
Gudskelov er både Roddy McDowall og Kim Hunter tilbage som Cornelius og Zira, og deres kemi er et af filmens stærkeste aspekter. Dr. Otto Hasslein, der spilles dejligt olmt af Eric Braeden, er også en af de tidlige films bedste skurke, og Braeden giver ham et fint mix af frygt og vildskab.
4. ’Rise of the Planet of the Apes’ (2011)
‘Rise of the Planet of the Apes var skelsættende på flere måder.
De visuelle effekter (som Peter Jacksons visionære Wētā FX har stået bag) gav instruktør Rupert Wyatt og co. mulighed for at optage motion capture ude i det fri, således at computereffekterne og locationoptagelserne smeltede sammen til stor effekt.
Samtidig fik omverdenen øjnene op for skuespillerne ’inde i’ mo-cap-kostumet, i dette tilfælde Andy Serkis, der leverede filmens bedste præstation foran blandt andet John Lithgow, Brian Cox og James Franco, hvilket var med til at starte en debat om, hvorvidt mo-cap-skuespillere fik nok anerkendelse – en diskussion, der stadig er relevant med tanke på den høje kvalitet af mo-cap-præstationer.
‘Rise of the Planet of the Apes’ handler om forskeren Will Rodman (James Franco), der arbejder for virksomheden medicinalfirmaet Gen-Sys. Her forsøger han at finde en kur på alzheimers, som Wills egen far lider af. Kuren testes på aber, herunder Cesar, som Will ender med at adoptere, da hans mor omkommer i en ulykke i laboratoriet. Men hvor kuren ender med at give Cesar og aberne menneskelignende intelligens, bliver det også starten på enden for en pæn del af menneskeheden, der bliver ramt af en virus forårsaget af alzheimerskuren.
Samtidig starter de mange intelligente aber, der har fået nok af deres rolle som forsøgsdyr, en revolution med Cesar som bannerfører.
Rupert Wyatt fik med ‘Rise’ franchisen tilbage på sporet efter nogle magre årtier med flere store skuffelser. Når man genser filmen i dag, er den måske lidt lang i sit midterstykke, og manuskriptet hæmmes også af tung eksposition.
Men filmen er stadig et teknisk mesterstykke qua sine fremragende effekter, hvilket suppleres af en veldrejet oprindelseshistorie og dens ubestridte hovedperson, Cesar (Serkis er uforlignelig), som er alle pengene værd.
3. ’War for the Planet of the Apes’ (2017)
Cesars storslåede udvikling fra oprørsk forsøgsdyr til mægtig abemonark fik en buldrende mørk, men også sober og bevægende kulmination med ’War for the Planet of the Apes’. En ambitiøs blockbuster, der både var modig i sin historiefortælling og omhyggelig med de karakterer, der i ’Rise’ og ’Dawn’ havde fået godt fat i publikums sympati.
I ‘War’ drager Cesar afsted på et forbistret hævntogt for at finde den krigsliderlige Colonel (Woody Harrelson), der dræbte Cesars kone og ældste søn i et nådesløst bagholdsangreb. Omtåget af vrede og sorg forlader Cesar sin flok, men bliver modvilligt akkompagneret af sine tro følgesvende, Rocket, Maurice og Luca, mens en stum menneskepige, Nova, også gør dem selskab.
Da de finder Colonel og hans fanatiske milits, bliver Cesar taget til fange og må forfærdet indse, at hans flok (herunder hans yngste søn, Cornelius) ligeledes er havnet i kløerne på Colonel, der bruger aberne til at bygge en forskansning, som skal benyttes i et blodigt opgør mod en anden milits.
Harrelsons Colonel er blevet sammenlignet med Marlon Brandos Colonel Kurtz fra ’Dommedag nu’, og mens der bestemt er slående ligheder, er karakteren også sin egen. Han er en mand, der er drevet af en altoverskyggende frygt for, at menneskeheden står på tærsklen til udryddelse og underkastelse på grund af den muterede virus, der frarøver mennesker deres stemme og intellekt, og som derfor ser kampen mod aberne som en hellig krig.
Scenerne mellem Cesar og Colonel er utroligt veleksekverede, og sammenspillet mellem Harrelson og Serkis (som måske havde fortjent en Oscar-nominering for sin kraftpræstation bag CGI-laget) er fænomenalt. Steve Zahn stjæler ligeledes flere scener med sin fantastiske birolle, Bad Ape, en tidligere cirkusabe, der tilslutter sig Cesars flok.
Sammen med fotograf Michael Seresin og en af Hollywoods førende filmkomponister, Michael Giacchino, rammer Reves en noget nær perfekt tone, der matcher Cesars svanesang med en slutning, som er lige så poetisk, som den er vemodig.
Man kunne næppe have ønsket sig en bedre konklusion på de første reboot-film.
2. ’Planet of the Apes’ (1968)
De første 20 minutter er måske en anelse søvndyssende.
Men lige så snart de nødlandede astronauter med George Taylor (Charlton Heston) i spidsen hopper i en indbydende lagune på den fremmede planet og får stjålet deres tøj af nogle vilde, primitive mennesker, er resten af filmen ren blockbuster-magi.
Efter mere end et halvt århundrede står den oprindelige ’Planet of the Apes’ soleklart tidens tand og vil med al sandsynlighed gøre det samme om 50 år til. Filmens allegoriske satire peger på menneskehedens evne til at undertrykke og udslette hinanden (med religion og videnskab som redskaber), og det pakkes snedigt ind i en eksplosiv historie, hvor aberne er øverst i fødekæden, og menneskene er reduceret til vilde bæster.
Den (18 gange!) Oscar-nominerede filmfotograf Leon Shamroys billeder siger det hele. Som når kameraet konfust følger de sagesløse menneskehorder, der bliver indfanget af abeherrernes net og underdanigt eksperimenteres på og placeres i bure i bedste Zoologisk Have-stil.
I kombination med Jerry Goldsmiths sublime score, Michael Wilson og Rod Serlings manuskript med mange ikoniske replikker og glimrende præstationer fra Heston, Roddy McDowall og Kim Hunter bliver det hele løftet op på et så højt niveau, at et ord som ’mesterværk’ synes skræddersyet til denne type filmklassikere.
Og hvilken slutning. »You maniacs!«.
1. ‘Dawn of the Planet of the Apes’ (2014)
Da ’Rise’-instruktøren Rupert Wyatt sprang fra til denne efterfølger, da han følte, at filmstudiet Fox ikke gav ham nok tid til at realisere den film, han ville lave, blev Matt Reeves hyret ind som erstatning. Og den udskiftning viste sig at bære frugt. For ‘Dawn of the Planet of the Apes’ er ikke kun den bedste ’Planet of the Apes’-film. Det er også et stileksempel på, hvordan man laver den svære toer.
Efter abevirussen spredte sig rundt omkring på kloden, slog den det meste af menneskeheden ihjel, mens verdenssamfundet kollapsede om ørene på de få overlevende. Imens har Cesar og hans flok flået sig ned i en skov i San Francisco, hvor de i fred kunne bygge sig en stille tilværelse op. Idyllen smadres, da en lille gruppe overlevende mennesker fra en lokal koloni dukker op i Cesars baghave, og til deres overraskelse møder de intelligente aber.
Menneskene, ledet af den sympatiske Malcolm (Jason Clarke), som Cesar knytter et bånd med, håber at kunne reparere en gammel vanddæmning for at få strøm til deres koloni, og mens Cesar indvilliger i at hjælpe dem, er det ikke alle aber (herunder den krigeriske Koba), der har i sinde at hjælpe menneskene i at genvinde styrke.
Reeves bygger flot videre på det univers, der blev introduceret i ’Rise’, og får skabt en gennemført postapokalyptisk verden, som understøttes af det storslåede produktionsdesign og Michael Giacchinos majestætiske score.
Mens både Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell og selvfølgelig Andy Serkis leverer flotte præstationer, tilhører ’Dawn’ Toby Kebbell, der spiller Koba. Han er en fantastisk skurk, der er lige så sørgelig, som han er rædselsvækkende. Hans krop er vansiret med ar, som han fik, da han var forsøgsdyr på et laboratorium, og han er drevet af et had til menneskeheden, der gør, at han er parat til at dræbe både aber og mennesker for at få en krig mod de resterende mennesker. Forholdet mellem Cesar og Malcolm er også et af filmens højdepunkter, der bygger på gensidig respekt og et ønske om at undgå krig – hvilket selvfølgelig er uundgåeligt.
Der er rigeligt med actionsekvenser i toppen af popcornskalaen, men de stille, følsomme øjeblikke imellem karaktererne er måske de bedste i filmen og franchisen som helhed.
’Kingdom of the Planet of the Apes’ kan ses i biografen fra 8. maj.