‘Splitsville’: Hypet firkants-romcom fileterer det moderne parhold med sex, død og drama

‘Splitsville’: Hypet firkants-romcom fileterer det moderne parhold med sex, død og drama
'Splitsville'. (Foto: PR)

FILM. Det er noget nær umuligt ikke at skæve til Celine Songs antiromcom ’Materialists’ fra sidste år, mens ’Splitsville’ – der kommer til dansk streaming med en god portion hype i bagagen – kører over skærmen.

For i begge film bliver det voksne parforhold fileteret med en sardonisk Dakota Johnson som ankerpunkt for den moderne romantisme, der snarere er præget af kontraktforhandling end lagengymnastik og løfter om evig troskab.

Nok er de to film mødt op til festen med den samme beige-ternede sommerkjole på, men den helt store forskel mellem dem er, at instruktør- og skuespillerduoen Michael Angelo Covino og Kyle Marvins sorthumoristiske perle er langt skarpere end Songs gammelkloge fis-i-en-hornlygte.

Præcis som i makkerparrets debut ’The Climb’ spiller de også her to bedstevenner, som ender i åben konflikt, da den ene begår bro code-faux pas ved at sove med den andens bedre halvdel.

Her er den behageligt medgørlige dørmåtte Carey (Marvin), der bringer venskabet med den douchetastiske finansbro Paul (Covino) på prøve, da han knepper Pauls hjemmegående kone Julie (Dakota Johnson) i feinschmecker-køkkenet oven på en delt flaske orangevin.

‘Splitsville’. (Foto: PR)

De to overklasseløg Julie og Paul har ellers brugt weekendturen på at vifte deres åbne parforhold i ansigtet på en grådkvalt Carey, som netop er blevet dumpet af sin 14-måneders nye kone og livsstilscoach Ashley (Adria Arjona). Det sker, efter Ashleys handjob til Paul på vej op til venneparret forårsager et fatalt trafikuheld.

»Du kan godt fortsætte, men hun er stendød«, forklarer en betjent roligt til den paniske Ashley, som går fra handjob til hjertemassage af den afdøde kvinde, som er fløjet ud af forruden på sin minivan. Præcis ligesom hendes forhold er afgået ved døden, konkluderer hun efterfølgende til sin lamslåede mand.

Ikke siden ’Scream’ eller ’Antichrist’ har sex og død været så uadskilleligt forbundet.    

Den morbide åbningsscene sætter tonen for ’Splitsville’, der er mere kløgtig og provokerende tankevækkende end oprigtigt sjov.

Og ingen manifesterer den kølige affektion bedre end fantastiske Dakota Johnson, der som Julie skjuler sin frustration bag langstilkede, halvfyldte vinglas.

‘Splitsville’. (Foto: NEON)

Hun får nok af Pauls impulsive, nymoderne livsstil og prøver lykken med den forsigtige Carey, der i mellemtiden stadig skulker rundt i Ashleys nye, frigjorte tilværelse fyldt med tilfældige one night-stands.

Igennem de mere og mere anspændte parforholdskonflikter graver filmen fingeren dybt ned i betændte maskuline usikkerheder. De to mænd er hver især dejligt rustikke for vores tid. Covinos iltre italiener-amerikaner er som trådt ud fra 90’ernes ’Sex and the City’ med sin vigende hårgrænse og sørgmodige øjne, ligesom Marvins små krøller, bløde krop (og kæmpe pik, ej at forglemme) gør ham sært uimodståelig.

Men netop fordi de ikke føler, at de lever op til samfundets gængse krav til den moderne mandemand – overskudsagtig, i kontakt med sine følelser og gerne med et stramt vaskebræt – kæmper begge med lavt selvværd over for deres pittoreske, frustrerede kvinder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fokusset på de to mænd og deres kamp om Julies gunst efterlader desværre det fjerde hjul Ashley på perronen. Ud over en ganske morsom montage, hvor hun skifter den ene nye elsker ud med den anden, som Carey efterfølgende starter en filmklub med, har hun ikke meget at lave.

Det er en forbandet skam, navnlig taget i betragtning af, hvor god en komisk timing Arjona allerede har vist, hun kan have i komedier som ’Hit Man’.

Som en uromantisk romantisk komedie fungerer ’Splitsville’ bedst, når den pakker sin kyniske weltschmertz væk og zoomer ind på det oprigtigt ømme, blomstrende forhold mellem Julie og Carey.


Kort sagt:
Sex, død og konflikt hænger uløseligt sammen i instruktørduos kløgtige filetering af det moderne parhold. 

’Splitsville’. Spillefilm. Instruktion: Kyle Marvin, Michael Angelo Covino. Medvirkende: Michael Angelo Covino, Kyle Marvin, Adria Arjona, Dakota Johnson. Spilletid: 104 min. Premiere: Kan ses på Blockbuster.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af