Anya Taylor-Joy tilslutter sig kommende ’Ringenes herre’-film

Anya Taylor-Joy tilslutter sig kommende ’Ringenes herre’-film
Anya Taylor-Joy ved verdenspremieren på 'Dune: Del 2' (Foto: Mike Marsland/WireImage/Getty Images)

Det begynder efterhånden at se lovende ud for den imødesete ’The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum’, der netop nu er i gang med optagelserne forud for en biografpremiere i slutningen af 2027. 

Instruktør Andy Serkis (som også spiller Gollum igen) har nemlig tilføjet endnu et navn af øverste kaliber til rollelisten. ’Furiosa’-stjernen Anya Taylor-Joy skal således spille Seren, en Sindar-elver med tæt forbindelse til Kong Thranduil. Det skriver The Hollywood Reporter

Taylor-Joy tilslutter sig et ensemble, der allerede tæller ‘Ringenes herre’-favoritter i form af Ian McKellen som Gandalf, Elijah Wood som Frodo og Lee Pace som Thranduil. Samtidig får de selskab af nytilkomne som Kate Winslet, Leo Woodall og den nye Aragorn, Jamie Dornan, der efterhånden må siges at være brudt fri af sine tidligere ‘Fifty Shades of Grey’-lænker

Handlingen udspiller sig rent kronologisk mellem ‘Hobbitten’ og ‘Ringenes herre’ og følger Aragorns jagt efter Gollum, inden den forpinte skabning kan afsløre ringens placering for Sauron.

Anya Taylor-Joy skal som bekendt også være med som Alia Atreides i det tredje og sidste kapitel af Denis Villeneuves ‘Dune’, der lander 16. december i år.

’The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum’ får efter planen biografpremiere præcist et år efter ovenstående, nemlig den 16. december 2027. 

Efterfølgende kan man desuden se frem til den nyligt annoncerede ’The Lord of the Rings: Shadow of the Past’, som noget overraskende skrives af talkshowværten Stephen Colbert.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af