’Voicemails for Isabelle’: Netflix’ nye romcom er guf for alle cyberstalkere
FILM. Cute eller creepy?
Forskellen afhænger ofte af øjnene, der ser – eller af insisterende underlægningsmusik. Sommetider lidt af begge dele.
I al fald i Netflix’ seneste romcom ‘Voicemails for Isabelle’, der ikke-intentionelt tvinger én til at overveje forskruede forestillinger om attraktiv bejleri og egne standarder.
Jills (Zoey Deutch) er pænt lave. Det er muligvis en bivirkning, når man er rejst fra sit kærlige hjem for at udleve drømmen om at blive visionær og legesyg konditor i San Francisco, men i stedet ender med at spilde sit talent på at skære eksotiske frugter i småstykker hos en sexistisk bager. Og i øvrigt er helt alene, særligt da hendes søster og bff, Isabelle, dør efter et helt liv som sengeliggende kræftpatient.
I en blanding af fornægtelse, ensomhed og sorg efterlader Jill fortsat daglige voicemails på hendes gamle nummer.
Og nu til det klamme: Nummeret er ikke længere Isabelles, men tilknyttet en arbejdstelefon, der tilhører Wes (Nick Robinson). Når han ikke drikker tequila med vennerne, lytter han til Jills beskeder og bønner – og en mørk aften sætter han sig på hendes yndlingsbænk for at orkestrere et ‘tilfældigt’ meet cute.
Ja, det kunne let have været endnu en film i hetero-horror-rækken såsom ‘Cat Person’ og ‘Drop’, der leverer et kritisk blik på parforhold og et frygtsomt – indimellem gyseligt – datinggame.
Men fuck GDPR-regler og socialt kodeks: I dette univers vinder tiggeragtige tendenser og store gestusser – som romcom-traditionen jo foreskriver.
Filmen er da også hyperbevidst om den genre, den træder ind i. Som de to hovedkarakterer indleder en relation og skal navigere i forudsigelige forviklinger, er der både subtile og overartikulerede referencer til ‘You’ve Got Mail’, ‘When Harry Met Sally’ og alt med Hugh Grant. Nogle gange kastes der endda lidt ‘Ratatouille’ ind for at spice det hele op.
Sjovt, ja. Men mest af alt minder det én om, hvor gode romancer der findes derude – og at denne parodi ikke er en af dem.
Jo jo, filmen er rigtignok bedre end Netflix’ øvrige venstrehåndsarbejde som ‘Office Romance’ og ‘People We Meet on Vacation’, men det er først og fremmest takket være Zoey Deutch. Hun er dejligt sassy og besidder netop den charme, der gør kærlighedssultne leading ladies værd at glo og heppe på.
Det er så bare primært hendes rejse fra forpint boksebold hos Nick Offermans patetiske insta-kok – der kaster med mel som et barn og straffer som René Redzepi – til driftig dessertkunstner, man hepper på. Og primært hendes dybe, følelsesmæssige relation til søsteren, der bevæger.
Man er nemlig ikke synderligt investeret i Nick Robinsons Wes. He looks the part, men karakteren får aldrig plads til at folde sig ud. Det eneste, man reelt ved, er, at han er en slags revisor og en periodisk patologisk løgner, hvilket gør det svært at forelske sig i ham – og dermed også at tro på, at Jill gør det.
Mens man småkeder sig over dét – og over at det hele bliver lidt for langt og alt for forudsigeligt – kan man bruge tiden på at notere sig, at brugen af Robyns ‘Dancing On My Own’ snart burde forbydes i film. Og at Netflix har travlt med at latterliggøre datinglivets blod, sved og øjenbetændelse – men glædeligt romantiserer endnu klammere fænomener som dessertnachos og digital krænkelse.
Det er vel en eller anden form for interessant.
Kort sagt:
’Voicemails for Isabelle’ er guf for alle cyberstalkere. Kedelig for alle os andre.