Denne uge står, på filmfronten, mestendels i ‘The Odyssey’s tegn. Den episke filmatisering af Homers legendariske oldgræske fortælling fik storrosende ord med på vejen af Soundvenues Luna Ehlers, der kaldte filmen for »en masterclass i overlegen filmkunst«.
Der er dog ingen tvivl om, at det da også har været en hård proces for hele filmholdet at lave en film i den skala. For nyligt udtalte hovedrolleindehaver Matt Damon, at det var »den hårdeste film, jeg nogensinde har lavet«.
Christopher Nolan har tidligere fortalt, at de brugte 3 måneder på optagelser – og mange af disse til søs under voldsomme vejrforhold.
Det tyder også på, at det kan mærkes hos den britiske instruktør. Han fortæller i hvert fald i et nyt interview med Today, at han nu har brug for en god pause – og at der »mindst« vil gå tre år, før hans næste film udkommer.
»Jeg ramte helt sikkert grænserne af min egen stamina og alle andres stamina. Jeg mener, det er ‘The Odyssey’, så selvfølgelig skal det være svært. Vi gør ikke jobbet ordentligt, hvis det ikke virker hårdt«, forklarer han.
Han understreger dog også, hvor stor en personlig drøm, der er gået i opfyldelse for ham med ‘The Odyssey’. Det skyldes nok ikke mindst, at Nolan oprindeligt skulle have instrueret ‘Troy’ fra 2004. Den film gik i sidste ende til tyske Wolfgang Petersen, og Nolan fik i stedet trøstepræmien ‘Batman Begins’.
»Nu kan jeg få lavet noget, der ellers ikke ville blive lavet. At jeg kan kaste mig ud i den græske mytologi på et stort, moderne filmisk lærred er noget, der ikke er blevet gjort før«, siger han.
De kommende tre års ventetid synes dog også både ganske rimelige og forventelige, Nolans vanligt gigantiske ambitioner taget i betragtning. Det er faktisk præcis tre år, han plejer at bruge mellem sine værker – der har således været tre år mellem alle hans film fra ‘Interstellar’ i 2014 til ‘The Odyssey’.
