’Sterling Point’: Uimodståelig ungdomsserie puster nyt liv i genren ved at gøre noget nærmest radikalt
SERIE. Det føles efterhånden nærmest radikalt, når en ungdomsserie tillader to teenagere at føre en længere samtale uden at blive afbrudt af et Taylor Swift-nummer, en sexscene eller en telefon, der vibrerer med en skæbnesvanger notifikation.
Ja, jeg kigger på dig, ‘The Summer I Turned Pretty’.
Megan Park – der stod bag den charmerende coming-of-age film ’My Old Ass’ og den hjerteknusende ’The Fallout’ om efterdønninger af et skoleskyderi – står nu bag Primes nye ungdomsserie ‘Sterling Point’.
Den er på overfladen bygget af velkendte YA-klodser: sommerferie, smukke unge mennesker, spirende forelskelser, familiehemmeligheder og et idyllisk sted, hvor livet naturligvis viser sig at være mere kompliceret, end det ser ud på Instagram.
Alligevel føles serien overraskende frisk, fordi den tør sænke tempoet og lade sine unge karakterer være lige dele charmerende, irriterende og selvmodsigende.
Annie (Ella Rubin) har planlagt sin fremtid ned til mindste detalje, indtil hun bliver afvist fra et sommerprogram, der skulle føre hende et skridt nærmere mod den komfortable fremtid, hun så for sig. I samme ombæring dør hendes fremmede morfar Gordon, og hun opdager sammen med sin tvillingebror Connor (Keen Ruffalo), at han har efterladt dem en canadisk ø, Sterling Point, der ligger uden for Toronto.
Annie rejser dertil for at undersøge den del af sin afdøde mors fortid, som hendes far tilsyneladende aldrig har haft travlt med at fortælle om, og i bedstefarens hytte venter seriens første store familiehemmelighed. Her bor Ramona (Amélie Hoeferle) nemlig også – og hun deler samme afdøde bedstefar som Annie og Connor.
Den føles næsten som en voksen og noget mere følelsesmæssigt kompliceret udgave af ‘The Parent Trap’, og ‘Sterling Point’ har da også en behageligt nostalgisk kvalitet over sig. På øen bliver telefoner og sociale medier stort set erstattet af søer, både, skove og samtaler mellem mennesker, og serien føles derfor som et lille åndehul fra de mørke, hyperstiliserede ungdomsserier, der efter ‘Euphoria’ har gjort det obligatorisk at være traumatiseret under neonlys.
Og nostalgisk er ikke det samme som gammeldags. Tværtimod føles seriens hovedpersoner usædvanligt nutidige, ikke mindst fordi deres seksualitet, køn og forskellige måder at indgå i relationer på får lov til at eksistere uden nødvendigvis at blive forvandlet til problemfyldte plotmotorer.
Særligt forholdet mellem Annie og Ramona fungerer, fordi ingen af dem reduceres til den rolle, historien umiddelbart tildeler dem. Annie er kaotisk skøn og privilegeret uden helt selv at forstå omfanget af det, mens Ramona er charmerende fjendtlig og med god grund skeptisk over for de velhavende New York-søskende, der pludselig tropper op i det hjem, hvor hun selv er blevet opdraget af Gordon.
Klasseskellet mellem dem giver familieintrigen en tyngde, der rækker ud over spørgsmålet om, hvem der har holdt hvilken hemmelighed for hvem. Serien interesserer sig også for økologi, bæredygtighed og kapitalisme og ikke mindst for, hvordan de værdier, ens forældre har installeret i én, følger med ind i voksenlivet. Og ‘Sterling Point’ er kvik nok til også at vise, hvordan dens unge karakterer opdager, at de ikke behøver at beholde dem.
Selv humoren udspringer ofte af karaktererne frem for af opstillede punchlines. Det gælder for eksempel de tilbagevendende egern, der bliver ved med at proppe agern ind i Gordons gamle hytte, så de pludselig vælter ud af skabe og hylder med omtrent samme diskretion som familiens mange hemmeligheder.
De løse og lange dialoger betyder sommetider, at ikke alle jokes eller plottråde lander lige elegant i den upolerede fortælling. Men netop ujævnhederne giver karaktererne en spontanitet, som YA-genren desperat har manglet. Karaktererne lyder ikke som voksne manuskriptforfatteres forestilling om teenagere, men som unge mennesker, der prøver at finde ud af hinanden, mens de taler.
Og når sommeren på Sterling Point er ovre, er det overraskende svært ikke at længes tilbage til øen. For Megan Park genopfinder ikke ungdomsserien ved at rive dens regler itu, men ved at huske, hvad der gjorde genren uimodståelig til at begynde med: forelskelser, venskaber, familiehemmeligheder og unge mennesker, man faktisk har lyst til at tilbringe otte timer sammen med.
Kort sagt:
‘Sterling Point’ puster nyt liv i YA-genrens velkendte sommerforelskelser og familiehemmeligheder med skarp humor, troværdige unge karakterer og en sjældent afslappet tilgang til både identitet og relationer, der gør den canadiske ø svær at forlade igen.