‘Flammende begær’: Pilou Asbæk er dårligt castet i spruttende vulkanfilm
FILM. Den islandske natur er en uregerlig størrelse. Lyngklædte vidder afbrydes af dramatiske klippeformationer, spejlblanke søer omgives af kulsorte lavasten. Og under det hele floder af magma, som fra tid til anden bryder gennem jordskorpen og danner lava, jordskælv og skyer af aske.
Man kan ikke forhindre det i at ske, men man kan forberede sig og gøre sit bedste for at forudse et udbrud. Og det er netop, hvad Anna – hovedpersonen i ‘Flammende begær’ – har til opgave.
Som vulkanolog kender hun alt til Islands vulkaner og holder øje med seismiske bevægelser. Når hun, manden Kristin og datteren Salka vækkes af jordskælv i deres elegant minimalistiske hus ved søen, er det hendes opgave at finde ud af, om der er grund til bekymring.
Hun er kompetent, men hun kæmper for at få ordet. Hendes ældre kollega er af en anden vulkan-skole og mindre bekymret end Anna. »Husk, hvad de gjorde ved drengen, der råbte, at ulven kommer«, lyder hans advarsel, og hendes comeback lander prompte: Hvad med drengen, der ikke råbte noget, selvom ulven faktisk kom?
Det starter godt. Der er videnskabs-pingpong og en hovedperson tynget af sine indsigter. Man fornemmer en mulig allegori om vores alles skæbne i et tiltagende vildt klima eller måske en indsigt i islændingenes unikke måde at eksistere med naturen?
Men så. En entre, der kan måles på Richter-skalaen. Pilou Asbæk dukker op med et gavtyvesmil.
Pilou spiller den danske fotograf Thomas Adler, som er sendt til Island af Reuters for at dække vulkansk aktivitet. Om en god skuespiller kan man sige, at han forsvinder ind i rollen. Men når en god skuespiller får en dårlig rolle, forsvinder rollen ind i ham.
Med andre ord er Thomas Adler dårligt skrevet, og Pilou Asbæk er dårligt castet. I hvert fald set med danske øjne.
Thomas/Pilou ikke bare ser, men ser verden med sit kamera. Han konkurrerer med vulkaner om at få jorden med mere til at ryste under Anna. Han får dansken til at virke lige så varmblodet som en italiener på en københavnsk novemberdag. Når han er mest passende påklædt til den islandske natur, er det med Wes Anderson’sk tophue, og når han er mindst, er han iklædt charmeklud på vej ud til et vulkanudbrud. Han kører motorcykel, ryger weed og hører Iceage. Han er fåmælt, men hvilke ord han ytrer!
»Mother Nature doesn’t care about empirical data«, siger han til videnskabskvinden. Det er uklart, hvad han mener – tror han, Islands vulkanberedskab består af intuition? – og Anna står bare og kigger betaget på ham. Der må virkelig være koldt på Island.
Jovist, der er køligt i de stilrene ægteskabelige gemakker, hvor mandens cykelklub udgør middagsgæsterne, og hans løsningsforslag på hverdagskedsomhed er en tur til Tenerife. Alt imens Anna har til opgave at få øje på et potentielt byudslettende vulkanudbrud.
Så hvem tyer hun til? Thomas. Om der rammer et jordskælv, netop som de har sex på skrivebordet? Ja da. Det er ilter passion og kølig rationalitet, der mødes som vand og lava, så det sprutter. Anna går så vidt som til at skrive formlen ned på det hormon, hun mener er skyld i al denne lidenskab. Men selv om hun kan navngive det, kan hun ikke kontrollere dets effekter.
‘Flammende begær’ er mest spændende, når hendes forsker-ethos trues af rygter om hende og Thomas. Hendes påstande om, at noget farligere, end hvad landet hidtil har oplevet, er på vej, er i forvejen ubelejlige, så der er masser af grunde til ikke at lytte til hende, når hun samtidig er utro med en hot dansker. Men hvad der kunne være en interessant undersøgelse af en forsker og hendes pålidelighed, fiser ud i ingenting.
Er det først og fremmest en kærlighedsfilm med vulkaner som bagtæppe eller en film om en forsker med et indre kompas, som er i udu? Både-og ingen af delene. Hverken specielt klog, tankevækkende, romantisk eller sexet.
Kort sagt:
Islandske ‘Flammende begær’ om en vulkanolog og et muligt forestående vulkanudbrud bliver overtaget af en varmblodet Pilou Asbæk og udvikler sig til en ærgerlig klichéfyldt romance.