Nicholas Sparks og M. Night Shyamalan lyder umiddelbart som et umage makkerpar.
Den ene har skabt en karriere baseret på romantiske tårepersere som ’The Notebook’ og ’Dear John’, den anden på overnaturlige mareridt som ’The Sixth Sense’, ’The Village’ og ’Split’.
Nu slår de pjalterne sammen i ’Remain’ som ud fra første teaser at dømme ligner et særegent genre-mix.
Vi starter med en forelsket Jake Gyllenhaal, der både danser og spiller skak med sin bedre halvdel, inden stemningen skifter og et overnaturligt mørke tager over:
‘Remain’ har Gyllenhaal i hovedrollen som en tilbagetrukket, sørgende arkitekt, der efter et længere ophold på en psykiatrisk klinik flytter til Cape Cod for at arbejde. Her møder han en mystisk kvinde, spillet af ’Bridgerton’-stjernen Phoebe Dynevor, som trækker ham med ind i en mørk gåde, der hviler over den lille kystby.
Historien udspringer af et flere år langt bekendtskab mellem Sparks og Shyamalan, har førstnævnte fortalt i et interview med The Hollywood Reporter:
»Da vi havde det originale manuskript til ’The Notebook’, havde vi brug for en ny manuskriptforfatter til at omskrive det. Én af dem, vi kontaktede, var en ung og dengang stort set ukendt manuskriptforfatter. Han hed M. Night Shyamalan. Han sagde desværre nej, da han var i gang med at skrive en film, han kaldte ’The Sixth Sense’«.
Årtier senere har de to altså fundet sammen igen og udviklet historien til ’Remain’, som allerede er udkommet som roman sidste efterår. Det er desuden første gang i over to år, at Shyamalan vender tilbage til instruktørstolen. Hans seneste film er ’Knock at the Cabin’ og ’Trap’.
Ud over Gyllenhaal og Dynevor tæller castet blandt andre Julie Hagerty, Ashley Walters og sågar en cameo fra Shyamalan selv.
Filmen har premiere på Valentinsdag i 2027.
