Det er det unge talent Casper Kjær Jensen, der skal lægge krop til hovedrollen som H.C. Andersen i Nikolaj Arcels kommende storfilm om den danske nationalskjald.
Men rundt om ham får den ikke for lidt med drys fra dansk films stjernehimmel.
Det er således netop blevet lanceret, at både Nikolaj Lie Kaas, Ulrich Thomsen og David Dencik indtager roller i filmen fra instruktøren bag ‘Kongekabale’ og senest ‘Bastarden’. Lie Kaas skal spille dramatikeren Ludvig Heiberg, Ulrich Thomsen er HC Andersens ven Edvards far, og David Dencik er anmelderen Molbech.

I H.C. Andersens omgangskreds finder man desuden lovende yngre skuespillere i større biroller. Clara Dessau fra ‘Legenden’ spiller skuespilleren Johanne Luise Heiberg, mens ‘Nøjsomheden’-aktuelle Clint Ruben er føromtalte Edvard, en jurastuderende, der lærer HCA at klare sig i det bedre borgerskab.
Tidligere Tinka-nisse Josephine Højbjerg – senest voksenskuespiller i Netflix-filmen ‘Mango’ – er Edvards søster Louise, mens Anna Søgaard Frandsen, der har en lille rolle i May el-Toukhys Venedig-aktuelle ‘Kvinde ukendt’, er Edvards veninde Henriette.
Filmen følger den unge Hans Christian, der flytter til København og forsøger at begå sig som kunstner i et uvant og farverigt miljø.
Manuskriptet er skrevet af Arcel sammen med navnkundige Anders Thomas Jensen.
‘Mit livs eventyr’ er planlagt til biografpremiere næste efterår.
