FILM. Der er flings, og så er der soulmates.
Og selvom jeg indimellem har haft brug for lidt luft og en tur i en andens kunstneriske kaleche, er jeg altid vendt tilbage til min livspartner: Jane Austen.
For få har som hun indfanget menneskets indre og ydre følelsesliv og evnet at give puls og politiske svirp til ellers tyste Hammershøi-lignende stuer. Med umiskendeligt talent og kækhed har hun skabt et imponerende oeuvre, der har holdt min hånd gennem både medgang og modgang.
Ingen kan derfor betvivle min begejstring for romcom-renæssancen, der ikke blot tilbyder os et fløjlsblødt eskapismetæppe, men også puster nyt liv i kærlighedsgenrens absolutte dronning.
Lige om lidt skal vi nemlig binge Netflix’ serieversion af ’Stolthed og fordom’ og spinoff-fortællingen ’The Other Bennet Sister’, som forhåbentligt bliver bare halvt så vellykkede som Georgia Oakleys aktuelle filmatisering af ’Fornuft og følelse’.
Du ved, den litterære sværvægter, hvor Mr. Dashwoods død udløser en arvestrid, der efterlader hans hustru og tre døtre med en temmelig usikker fremtid. For mens familiens ældste søn og andre ådselædere overtager godset, må kvinderne forsøge at sikre sig en tilværelse.
Svaret er: giftemål.
I al fald for de to ældste, kemispækkende Dashwood-søstre. Elinor (Daisy Edgar-Jones, der med ’Normal People’ har bevist, at hun kan lægge ansigt til et knust hjerte) er den ansvarlige type, der konstant forsøger at tæmme sin egen og andres indre ild. Marianne (en dybt charmerende Esmé Creed-Miles) er den poetiske libertiner, hvis erklærede livsmål er at opleve passion.
Det får både hun og publikum. For efter en forstuvet ankel og op til flere heltegerninger fra potentielle bejlere læses der poesi i græsset og synges vellydende serenader med indlevelse og andenstemmer. Åh. Ingen skal være i tvivl om, hvor voldsom en kraft forelskelse kan være.
Det betagende sværmeri er på mange måder med til at gøre filmen tro mod sit forlæg – præcis som Emma Thompson og Ang Lees fremragende filmatisering fra 1995 også var det.
Jeg ved det. Man skal ikke sammenligne en gammel flamme med en ny. Men lykkeligvis er George MacKay som Elinors førsteelsker, Edward Ferrars, superlike-materiale og mindst lige så hot som Hugh Grant i rollen.
Og selvom det er svært at udfylde Alan Rickmans gigantiske ridestøvler og måle sig med hans knugende portræt af oberst Brandon – en træmand, der begærer Marianne på (følelsesmæssig) afstand – leverer den norske ’Verdens værste menneske’-stjerne Herbert Nordrum en hæderlig og underligt tiltrækkende præstation.
Desuden har Georgia Oakley givet flere af karaktererne og konflikterne en anderledes, klædelig dybde, hvor særligt kvindesind og -list får nye nuancer.
Allerede i debutfilmen ’Blue Jean’ demonstrerede instruktøren sit skarpe blik for (begrænsende) kønspolitik og cementerede sig dermed som en oplagt fortolker af Austens forfatterskab, hvor skildringen af ligestillingsproblematikker som bekendt er en hovedingrediens.
Det samme er søstersolidariske pyjamasparties. Lag på lag af bomuld og længsler. Og lige så mange jubelstøn som forviklinger og misforståelser, der gør, at to elskendes vej til alteret tager, hvad der føles som 47 år.
Man keder sig dog ikke et eneste sekund. Fordi filmen – primært takket være Fiona Shaw som Mrs. Jennings, der med kluklatter og opspændte bryster agerer udlejer og en slags pimp for the Dashwoods – er pissesjov. Men mest fordi man, modsat i et beslægtet værk som ’Materialists’, der også er en semimelankolsk fortælling om sammenstødet mellem kærlighed og kapital, fornuft og følelse, rent faktisk er investeret i de mange relationer. Og det på trods af, at flere af forhindringerne umiddelbart virker åndssvage eller forældede. Sådan da.
For selv i mulighedernes tidsalder kan det som bekendt være svært at finde sin hjertenskær – se bare de hudsultne deltagere i ’Bachelor/Bachelorette’-franchisen. Og selvom ’Fornuft og følelse’ rigtignok er et periodedrama og en social satire over 1800-tallets ægteskabs- og statuslogikker, er den i Oakleys hænder også en glimrende spejling af aktuelle romancefænomener som dating fatigue, situationships og fuckbois med bakkenbarter og klamydia.
Historiens overordnede pointe om, at lykken findes i sammensmeltningen af to ellers modsatrettede poler, virker ligeledes yderst aktuel – eller snarere eviggyldig.
Det er vel en af de kvaliteter, der skaber klassikere. Og soulmates.
Kort sagt:
Jeg har alle dage villet føde Jane Austens børn. Nu avler jeg også gerne med Georgia Oakley.