Kan du nikke genkendende til Scorpion, »FINISH HIM!« og fatalities, er der overraskende godt nyt i dag: Traileren for den seneste ‘Mortal Kombat’-filmatisering er landet, og den ser faktisk god ud.
Nu er definitionen af god jo forholdsvis subjektiv, i hvert fald når det kommer til filmatiseringer af klassiske spilserier, men bedøm selv:
Filmen stinker jo af det voldsforherligende univers, som kampspillet ‘Mortal Kombat’ trods alt er kendt for – og så er traileren altså et overflødighedshorn af små detaljer, der bare skriger af fanservice.
Tag bare et kig på Liu Kangs ilddrage eller Sub-Zeros tricks med is (han fryser en mands blod og bruger det som kniv, helt ærligt, det bliver ikke sejere end det). Og lyt lige ekstra godt efter i den sidste del af traileren.
Filmen er fyldt med kendte ansigter fra ‘Mortal Kombat’, heriblandt Jax, Raiden, Sonya Blad, Kano og Sub-Zero samt Scorpion, der naturligvis brøler »GET OVER HERE«.
Til gengæld er filmens hovedperson, Cole Young, ukendt i spillenes univers. Det er første gang, han optræder, når han – og resten af vores verdens bedste krigere – skal redde universet.
‘Mortal Kombat’ lander direkte på HBO Max den 16. april, men det vides endnu ikke, om den rammer HBO Nordic på samme tidspunkt.