Vellykket nyt spil gav mig følelsesmæssige lammere og indespærrede mig i et fiktivt Facebook i det herrens år 2008
Det er en udmattende oplevelse at logge ind på Facenook (en fiktiv udgave af Facebook).
Min politiske onkel har delt en clickbait-værdig artikel fra thisisrealnews.com om en studerende, der kræver kødspisning gjort ulovligt – og han er rasende.
Jeg kan vælge at reagere på opslaget, men jeg orker ærlig talt ikke.
Facenook er en opdigtet udgave af Facebook, som ’Emily is Away <3’ foregår på. Her udlever jeg mit digitale liv i spillet, imens platformen tærer på mig med invitationer til ligegyldige events, tåbelige grupper og kommentarspor fyldt med rasende mennesker.
Men netop som jeg er ved at nå bristepunktet, skruer spillet tiden tilbage. Tilbage til efteråret 2008, hvor Facenook (og Facebook) endnu ikke var blevet fortæret af vrede.
Det er et pixeleret Facenook, der dukker op, hvor du chatter med venner, slår indhold op på dit crushs væg og hører Katy Perry.
Og det er her, hvor ’Emily Is Away <3’ for alvor starter.
En chatbesked fra min ven Mat tikker ind. Han er ekstatisk over, at jeg også er herinde, hvorefter hans kæreste Kelly finder nogle billeder af mig, så jeg har noget at udfylde min profil med.
»Fedt, du er her, AIM var SÅ meget ved at uddø!« skriver Mat, der elsker tvivlsom poppunk. Imens vil to piger diskutere bandet Rise Against og sende flirtende smileyer til mig.
Facenook var bare et helt anderledes sted for 13 år siden.
Det er svært at beskrive, hvor voldsom en nostalgi ’Emily Is Away <3’ pøser ud i hovedet på dig som spiller, når lyden af en gammel computer brummer, og dine venner sender dig deres playlister på YouToob, som YouTube kaldes i spillet.
Igennem chatbeskeder, vægopslag og Facenook-noter med spørgsmål, man skal udfylde og tagge sine venner i (kan du huske dem?), serverer spillet en forbløffende vellykket coming-of-age-historie.
Den handler om at forelske sig, om op- og nedture, om at være der for sine venner og – måske vigtigst af alt – om ikke at tage alt på sociale medier for gode varer.
I lighed med ’SKAM’ lader pointen til at være, at de mennesker, vi ser på sociale medier, ofte er forvredne og uvirkelige.
Den eneste meningsfulde og menneskelige interaktion er den, der foregår ansigt til ansigt – eller i det mindste i tillidsfulde samtaler.
Budskabet forhindrer dig dog ikke i at stalke folk som en galning, og der er da osgå en udsøgt voyeuristisk tilfredsstillelse i at snage i andre menneskers privatliv.
Indlevelsen er mere eller mindre total, og man glemmer til tider helt, at det ikke er rigtige mennesker, man flirter eller har kriser med.
Når Emily spørger, om jeres aftale er en date, smiler man for sig selv. Man bekymrer sig instinktivt for Anna, efter hendes kæreste slår op med hende. Og man spænder øjeblikkeligt op, når en eller anden nar sender playlister til ens kæreste.
Faktisk tog jeg mig selv i at blive fuldstændig grådkvalt, da en af spillets ni forskellige slutninger med en følelsesmæssig lammer slog revner i forholdet mellem mig og min fiktive kæreste.
Jeg har aldrig lige prøvet at blive så følelsesmæssigt berørt, fordi et computerspil slog op med mig – lige indtil Mat dukkede op i chatten med en trøste-playliste kaldt ’Big Booty Bitches’ og et tilbud om en omgang ’Mario Kart’.
Og på den måde binder ’Emily Is Away <3’ nostalgi, ungdom og tid uløseligt sammen, imens det fungerer som et mærkeligt tryllespejl for en genkendelig fortid, der på samme tid føles meget fjern og alligevel så nær.
Kort sagt:
‘Emily Is Away <3’ er et enormt vellykket epoke-værk om en både meget nær, men også meget fjern fortid, der river og flår i hjertet på den helt rigtige måde.