Historien til ‘The Last of Us 3’ er allerede på plads, men spillet bliver måske aldrig til noget

Historien til ‘The Last of Us 3’ er allerede på plads, men spillet bliver måske aldrig til noget
'The Last of Us Part II'. (Foto: PlayStation)

PlayStations helt store flagskib, ‘The Last of Us’ fra spiludviklerne Naughty Dog, kører for fuld damp.

Sidste sommer udkom den kritikerroste efterfølger ‘The Last of Us Part II’, HBO arbejder lige nu på en filmatisering, og ifølge rygterne er der desuden planer om et remake af det oprindelige spil.

Og nu kan spillets instruktør, Neil Druckmann, afsløre, at plottet til et tredje spil allerede er på plads. Spørgsmålet er bare, om vi nogensinde får glæde af det.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I podcasten Script Apart (via IGN) fortæller Druckmann om processen bag spillene, og hvordan han – sammen med medforfatter Halley Gross – har en idé til endnu en historie i universet, men at ingenting er sikkert endnu.

»Jeg ved ikke, hvor meget jeg har lyst til at afsløre… [medforfatter Halley Gross] og jeg har et udkast klar til en historie, som vi ikke laver – men som, håber jeg, kan se dagens lys på et tidspunkt – som udforsker lidt mere af det, der sker efter spillet. Nu må vi se«, siger Druckmann.

Han fortæller også, at udviklingsprocessen for spil af den størrelse, som ‘The Last of Us’ er, tager adskillige år, og at de derfor skal være helt sikre på, at de går i den rigtige retning med historie og tematikker.

Han tilføjer også, at Naughty Dog lige nu overvejer, hvad deres næste projekt skal være:

»Vi tager os god tid til at udforske forskellige idéer, uanset om det så skal være ‘The Last of Us III’, noget helt nyt eller måske en gammel franchise, vi vil vende tilbage til«, siger han.

Ud over ‘The Last of Us’ har Naughty Dog også stået bag spil som ‘Jak & Daxter’, ‘Crash Bandicoot’ og ikke mindst ‘Uncharted’-serien til PlayStation.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af