Havde du sat næsen op efter en episk efterfølger til ‘The Elder Scrolls V: Skyrim’, bliver du slemt skuffet, hvis du ikke har en PC eller Xbox.
Xbox-chef Phil Spencer har udtalt til GQ, at den længe ventede efterfølger ikke lander på Sonys PlayStation-konsoller.
Dette skyldes Microsofts opkøb sidste år af spilfirmaet Bethesda Softworks, som udvikler den populære ‘The Elder Scrolls’-serie.
For selvom Xbox i starten ikke ville afvise, at Bethesdas fremtidige spil kunne blive lanceret til PlayStation, virkede det usandsynligt, at de ville lade nogle af deres største spil udkomme hos konkurrenten.
I sommer blev det samtidig bekræftet, at ‘Starfield’ – et hypet sci-fi-epos fra netop Bethesda – ikke ville lande til PlayStation næste år, hvilket understregede fremtidens eksklusivitet for Bethesdas spil.
Og nu har Spencer altså bekræftet, at den fulde Bethesda-oplevelse kun kan opleves på Microsofts egne platforme, nemlig PC og Xbox.