Da Kim Kardashian i sommer red med på krypto-bølgen og promoverede kryptovalutaen EthereumMax, var det usædvanlig dårlig stil ifølge den britisk forbrugerombudsmand.
Kardashian postede i juni en Instagram Story for EthereumMax, hvor hun spurgte sine mere end 250 millioner følgere: »Er I interesseret i krypto?«.
Opslaget blev markeret med hashtagget #ad i bunden, hvilket altså ikke var nok ifølge kritikken.
CNBC skriver, at forbrugerombudsmandens formand, Charles Randell, kritiserede reklamen i en tale, hvor han omtalte Kardashians Story som den »finansielle reklame med verdens største målgruppe på én gang nogensinde«.
Et andet kritikpunkt gik også på, at Kardashians reklame opfordrede til spekulation i kryptovalutaer, der af natur er suspekte, fordi de viser sig at være scams, hvor folk frarøves deres penge.
»Influencers på sociale medier betales løbende af svindlere for at hjælpe dem med pump and dump af nye kryptovalutaer baseret på ren spekulation«, sagde Randell.
Pump and dump er en form for svindel, hvor priserne presses kunstigt op (ofte af folkene bag valutaen), hvorefter der sælger til overpris, inden kursen styrtdykker.
Kim Kardashian var ikke den eneste influencer, der promoverede EtherumMax i løbet af sommeren.
D’Amelio-familien fra TikTok, Tana Mongeau og Floyd Mayweather kørte ligeledes reklamer for den.
Randell afsluttede i øvrigt sin tale med et godt råd om kryptovaluta, der promoveres af influencers på sociale medier: »Køber du dem, skal du være forberedt på at miste alle dine penge«.