Chris Pratt er ikke en populær mand på sociale medier.
Det blev slået fast i 2020, da en Twitter-afstemning spurgte folk, hvilken af Hollywoods mest populære Chris’er – Hemsworth, Evans, Pine eller Pratt – man helst ville undvære.
Holdningerne var ikke til at tage fejl af: »Pratt, ingen tvivl. Snæversynede personer er ikke lækre«, lød et af svarene. »Chris Pratt ryger … mere creepy end sympatisk«, lød et andet.
Dommen faldt prompte. Pratt var den ultimativt værste og mest forhadte Chris.
Indtil nu har det dog ikke haft grelle konsekvenser for hans virke som skuespiller, hvor han som frontfigur for de milliardindtjenende blockbuster-franchises ’Jurassic World’ og ’Guardians of the Galaxy’ er blevet et lukrativt navn på enhver filmplakat.
Men den brandvarme succes er måske ved at køle af. Den vrede stemning ulmer endnu en gang efter et omstridt interview med Men’s Health, der kan indikere en deroute – både for hans ry online og karrieren i Hollywood.
Det store spørgsmål er bare: Hvorfor er der så stor modstand på sociale medier mod en af vor tids største filmstjerner?
Fra kontrovers til kontrovers
Den negative stemning omkring Chris Pratt startede i det små, da han i 2018 blev skilt fra Anna Faris og – ifølge brugere på sociale medier – fandt lidt for hurtigt sammen med Katherine Schwarzenegger det efterfølgende år.
Her karambolerede Pratt, der slog igennem som elskelig dumpap i komedieserien ’Parks and Recreation’, for første gang med det liberale Hollywoods dominerende værdisæt og Twitters mere venstreorienterede brugere, da de læste ondsindede hensigter ind i hans tilsyneladende uskyldige principper, der lader til at være forankret i kristendom og konservativ politik.
Det var dog i 2019, hvor hans ry for alvor led et knæk, efter Elliott Page lancerede et frontalangreb på skuespillerens problematiske relation til en ultrakonservativ kirke, der er notorisk kendt for at være anti-LGBTQ+, og som han senere har nægtet ethvert besøg hos.
Sidenhen blev han anklaget for at bære en t-shirt med et racistisk slogan, ligesom han er blevet kritiseret for at være ufølsom over for sin søn (der lider af fysiske handicap efter en for tidlig fødsel) grundet en kontroversiel kommentar om sin »sunde datter«.
Det har heller ikke hjulpet, at han meget offentligt, især på Instagram, har delt sin kærlighed til Gud frem for at lade det forblive en privatsag. Det har – som religion har en tendens til at gøre, især i USA – splittet vandene omkring ham.
Og da han udeblev fra en fundraiser for Joe Biden, som flere af hans Marvel-kollegaer ellers deltog i, blev han endegyldigt stemplet som en person, der ikke matcher de progressive og politiske korrekte værdier, som det liberale Hollywoods store stjerner ellers ofte forventes at leve op til.
Kulminationen på den nærmest grænseløse diskurs blev dog afstemningen, der én gang for alle tydeligt kridtede banen op mellem trofaste fans af Pratt og hans mest vokale modstandere online.
Imens kritikere skød på ham fra alle sider, tog flere af hans Marvel-kollegaer ham i forsvar.
Zoe Saldana citerede Tupac, Mark Ruffalo kaldte ham en »solid fyr«, der »bare ikke er åbenlyst politisk«, og Robert Downey Jr. opfordrede kritikerne til at slette deres profiler på sociale medier.
Pratt oplevede igen støtte, da han tidligere i år atter mødte modvind online. Her blev Marvel ud af det blå opfordret til – udelukkende baseret på hans tvivlsomme ry online og altså ikke en specifik hændelse – at udskifte ham til fordel for Patrick Wilson, hvilket instruktør James Gunn ikke gad at høre på:
»Hvorfor? På grund af jeres opdigtede, fuldstændig misinformerede opfattelse af ham? For noget, som nogen har fortalt jer om ham, som ikke er sandt?«, svarede han på Twitter og tilføjede, at der ikke var en fremtid for ’Guardians of the Galaxy’-holdet uden deres hovedrolle:
»Chris Pratt bliver aldrig nogensinde erstattet som Star-Lord, og selv hvis han gjorde, ville vi andre smutte med ham«.
Guds talsmand
Der er altså nogen, der elsker Chris Pratt, og de er ikke bange for at vise det. Selv forholder han sig mere stille til sagerne, og det er sjældent, at han tager til genmæle.
Derfor var det også overraskende, da han i juni indtog forsiden af Men’s Health med et længere interview, hvor han for første gang åbnede op om og forholdt sig til adskillige af kontroverserne.
Interviewet, der ironisk nok (og formentlig ganske overlagt) bar titlen ’Sådan blev Chris Pratt folkets Chris’, satte ild til de sociale medier, for mellem linjerne virkede det som kalkuleret spin, hvor der nu skulle sælges et nyt image som den sympatiske far, ægtemand og kollega.
Det skete blandt andet med et ivrigt forsøg på at distancere sig fra den negative diskurs omkring ham, som han beskyldte for at være uløseligt forbundet med religion:
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet en slags frontperson for religion, når jeg egentlig ikke er en særlig religiøs person«, sagde skuespilleren og smed dermed en tændstik på det allerede benzinvåde bål af vrede.
For hvordan hænger sådan en udtalelse sammen med et utal af religiøse opslag på Instagram?
Og hvordan kan man ikke være troende, når man har stået på scenen til MTV Movie & TV Awards og sagt: »Gud er ægte. Gud elsker dig. Gud vil dig det bedste. Tro på det, det gør jeg«?
Efter interviewet bimlede bullshit-detektoren hos hans vedholdende plageånder på sociale medier, og især Twitter-brugere udpegede dobbeltmoralen i at trække i land, når beviserne har hobet sig op i flere år.
Spørgsmålet er bare, om det faktisk er beviser eller nærmere en filmstjernes privatliv, som konstant dissekeres af en internetkultur, der har stirret sig blind på et mobbeoffer, hvis værdier ikke flugter med det ellers liberale Hollywood.
Som Vulture skrev i 2020: »Det er ikke, fordi vi skal tie stille, når stjerner aktivt gør skade, opfører sig eller mænger sig med fascister«.
Men hvis man tager sagerne uafhængigt af hinanden, indikerer den eskalerende reaktion på dem måske et billede af alt for høje krav til en mand, som ikke lever af sine værdier, men derimod af at spille fiktive karakterer i opdigtede verdener.
Usikker fremtid
Chris Pratts forsøg på at genskabe fortællingen om sig selv, antændte i stedet en lunte for den bombe af kritik, som er blevet opbygget under ham de seneste år.
Kritikerne følte sig bekræftet i, at skuespilleren var bevidst omkring sin persona, og hvordan han efterhånden er blevet trængt så meget op i et hjørne, at han har været tvunget til at genopfinde sig selv.
Derfor afdækkede interviewet måske også et mere dybereliggende problem. For Pratt ser ind i en fremtid, hvor hans karriere og professionelle ry ikke længere beskyttes af megasucceserne med dinosaurer og Marvel-superhelte, når begge franchises lakker mod enden efter deres planlagte trilogier.
Spørgsmålet er bare, om han overhovedet kan slippe ud af skandalerne (hvis man kan kalde dem det), eller om han er blevet fanget som offer for internettets blinde hadmaskine, hvor selv de bedste intentioner aldrig bliver opfattet som andet end dårlige undskyldninger.
For lige nu tyder det på, at kontroverserne, hvor små de end er, er blevet så indgroet en del af diskursen omkring ham, at modstanden mod ham sker helt per automatik.
Det er simpelthen blevet et koncept i sig selv at hade Chris Pratt online.