Roskilde Festival 2015 må på alle måder siges at have været en succes, men der kan stadig slibes nogle hjørner, som kan optimere festivalen til nye højder. Det kan teknologien klare.
Her er vores fem forslag til forbedringer på Roskilde 2016.
Pantoptælling
Et af de store kritikpunkter på årets Roskilde Festival var den enorme ventetid, det krævede at få afleveret pant. De gæve pantsamlere sad ofte i mere end 12 timer i bagende sol omringet af deres bjerge af pant.
Roskilde Festival erkender selv problemet og peger blandt andet på, at pantboderne har manglet bemanding til at håndtælle pant i år. Men helt ærligt: Håndtælling? Det burde ikke være svært at udvikle en robot, der kan tælle dåser, flasker og krus. De har i hvert fald fungeret meget godt i supermarkeder i hele min levealder.
Det vil sikkert kræve en del mere sortering fra pantsamlernes side, men mon ikke de er villige til at sluge den, hvis de slipper for at sidde og glo en hel dag.
Panttællingsrobotter kunne Roskilde eventuelt udvikle i deres velfungerende samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet eller andre danske universiteter.
NFC
NFC-chips og tilhørende chip-læsere kan bruges til at betale med. De flytter ind i din telefon, dit kreditkort og dit supermarked. Det er allerede i fuld gang; bare besøg en Rema 1000. Roskilde har tidligere kørt forsøg med teknologien i lille skala, men de var ingen steder at finder på Roskilde 2015. Det kan undre, når Roskilde i virkeligheden gerne vil være komplet kontantløs.
En del steder var der mulighed for at betale med MobilePay, men der er stadig rigtig mange, der kræver dankort, mens andre kræver kontanter – eller en kombination af de tre. Med NFC-chips bliver det nemmere: En betaling kræver kun et swipe med din telefon, kort eller for eksempel smartwatch.
Særligt via smartphone med fingeraftryksgenkendelse er NFC-betaling enormt sikkert. Men bedst af alt går det hurtigt, så det ville kunne gøre rigtig meget ved køerne til fadøls- og madboder.
Lydniveauer
Igen i år blev der klaget over et lavt lydniveau til flere af koncerterne, mest bemærkelsesværdigt til Paul McCartney-koncerten, selvom den på Twitter blev tilskrevet publikummets forhøjede gennemsnitsalder.
Lydmanden kan naturligvis kun være et sted ad gangen, men det burde være simpelt at opstille decibelmålere eller sågar mikrofoner på udvalgte positioner i publikummet, så lydmændene kan få et bedre indtryk af lydbilledet for et større område.
Generelt burde teknologi kunne medvirke til at skabe et mere optimalt lydbillede for alle scener. Det maksimale niveau er 103 decibel for Arena og Orange og 102 for de øvrige scener, men der kan være store udsving i lydstyrken afhængigt af hvor mange mennesker, der er samlet til hver enkel koncert og hvor den enkelte festivalgænger står placeret. Med et net af sensorer og højtalere, der kan retningsindstilles kunne lydoplevelsen gøres meget mere intelligent.
Roskilde Festival-appen
Generelt fungerede Roskildes egen festivalapp rigtig godt i år, men med et par småjusteringer kan den blive endnu skarpere. Det er lækkert, man kan bruge den til at finde scener og madboder, men en udmærket tilføjelse kunne være vandboder og transportmuligheder væk fra pladsen.
Der er også potentiale til at gøre den endnu mere intelligent, så det i højere grad blev en musikalsk sekretær end en app. For eksempel kunne det være fedt, hvis den fortalte, om der stadig var åbent i pitområderne, om man ud fra sin nuværende placering kan nå at gå til en anden scene og opleve det sidste af en koncert eller kom med forslag til, hvad man kunne foretage sig, når man har huller i kalenderen.
Og så må den godt vibrere lidt mindre aggressivt.
Festivalcykler
Selvom der sandsynligvis næste år bliver åbnet op for hundreder af attraktive campingpladser foran festivalpladsen, hvor der indtil nu har været grusgrav, så er det stadig en relativt uoverskuelig vandring at drage fra det yderste af campingområdet til pitten foran Orange.
Og gåben er eneste løsning, hvis man vil fra P til pit, men det virker umiddelbart fjollet. Den helt store taxaservice bliver nok svær at implementere på Roskilde, men der har tidligere været snak om en højteknologisk løsning, som for eksempel en monorail eller sågar en metro.
Sådan noget er meget dyrt og tager årevis at føre ud i livet, som nu for eksempel metroen. En hurtig løsning til næste år: Der står tusindvis af eldrevne bycykler i København, der meget sjældent bliver brugt. De kræver et login, har gps og er robuste. Og i og med de er eldrevne, skal de sluttes til en ladestation for at fungere, så der er ingen fidus i at stjæle dem.
Det ville lette vejen for mange, særligt rundt på campområdet.
Læs også: Fem nye teknologier, der gør Roskilde-livet lettere – og fem vi glæder os til