Der bliver stadig gravet små hemmeligheder ud af ‘Star Wars: The Force Awakens’, selvom det snart er to måneder siden, den udkom.
Det har vist sig, at ‘Star Wars: The Force Awakens’ har været spækket med løjerlige easter eggs, som filmverdenen kalder de små hemmeligheder, cameos og interfilmiske referencer, der ligger gemt i billederne. Der var Daniel Craig i stormtrooper-uniform, der var Wilhelm-skriget og der var Boba Fetts flag uden for Maz Kanatas smugkro – og så videre ned i übernørdernes kaninhul.
Men de bliver ved med at poppe op, de små hemmeligheder. I et interview med Nerdist har filmens lyddesignere for eksempel forklaret, hvordan de har lavet nogle af lydene til filmen. I en af scenerne i filmen bliver Han Solo og Chewbacca jagtet af nogle rullende monstre, som de selv har lukket om bord. Det viser sig, at Harrison Ford har løbet til den lyd før, nemlig da han flygter fra den trillende kampesten i den ikoniske scene i ‘Indiana Jones: Raiders of the Lost Ark’.
Lyddesignerne kan desuden fortælle, at en stor del af lydene i filmen blev trukket fra Lucasfilms originale database, såsom lyden af X-Wings og Tusindårsfalken.
Fun fact: Lyden, der opstår, når Kylo Ren bruger sin “force rumble“, er i virkeligheden en kat, der spinder. Lyden er bare strukket og afspillet langsommere. Det gør det lige en anelse mindre skræmmende.
Læs også: Skuespiller narrede internettet til at tro han var ‘Star Wars’-meme #1