Fem anbefalelsesværdige smartphones med en skærm under fem tommer

Fem anbefalelsesværdige smartphones med en skærm under fem tommer

Apple lancerede i mandags en iPhone SE målrettet Donald Trump og andre med små hænder. I den anledning har vi har samlet fem smartphones, der har en skærm på fem tommer eller derunder, hvis man er på markedet efter kvalitet i en lille indpakning.

Med de mindre smartphones får man som forbruger også næsten uundgåeligt ringere specifikationer, mens prisen til gengæld er lavere end for de større flagskibe. Vi har derfor fokuseret på de mindre smartphones, hvor man får mest for pengene, hvor der er en høj skærm-til-krop-ratio og som design- og kvalitetsmæssigt er helt i top. Here we go:

iPhoneSE1

 

iPhone SE

Vi har af gode grunde ikke haft den i hånden endnu, men på papiret er iPhone SE med længder den bedste smartphone med en skærm på fire tommer – hands down. Andre smartphones i samme størrelsesorden når den ikke til sokkeholderne.

iPhone 6S regnes som én af tidens allerbedste smartphones og det er grundlæggende set, dennes indmad Apple har proppet i iPhone SE, der samtidig har iPhone 5S’ ret vellykkede design. Det er et smartphonedesign, der stammer fra 2013, så skærmstørrelsen i forhold til smartphonens størrelse ligger en lille smule undervældende på 60,82 procent. Den skal gerne over 65 procent, hvis den mindre skærm skal give mening.

Ydelsen er der dog ikke en finger at sætte på. Apples A9-chip og M9 grafikchip er særdeles kraftfulde komponenter og skærmen har den relativt høje pixeltæthed på 326 ppi (pixels per tomme). Og med et Apples glimrende 12 MP iSight-kamera er den alt, hvad der gør Apple til Apple.

Størrelse: 4,0 tommer

Skærm til krop-ratio: 60,82 procent

Pris: 3.699 kroner

SonyXperiaZ5Compact

 

Sony Xperia Z5 Compact

Der er et mærkbart spring i størrelse til næste smartphone på listen, da markedet for smartphones i størrelsen fire tommer er forsvindende lille – i hvert fald, hvis man vil have topkvalitet. Med Sony Xperia Z5 Compact får man kvalitet i en stadigvæk ret lille indpakning.

Z5 Compact har Sonys velkendte, afdæmpede no bullshit-design og kommer i sort, hvid, pink og gul. Karosseriet er i glas på både og for- og bagside omkring en plasticramme. Den er måske lige til den tykke side, men til gengæld har den glimrende skærm til krop-ratio: 70,64 procent af forsiden er skærm.

Den kører lidt samme trick som iPhone SE, hvor den hapser specifikationerne fra storebroren Xperia Z5. Det betyder en stærk octacore-processor i form af Snapdragon 810, et – hold nu fast – 23 MP kamera og stereohøjtalere. Og så er den oven i hatten vandtæt. Det er slet ikke tosset for en så lille smartphone.

Størrelse: 4,6 tommer

Skærm til krop-ratio: 70,64 procent

Pris: 3.495 kroner

SamsungGalaxyA3

 

Samsung Galaxy A3

Samsung 2016-udgave af A3 samler alt det Samsung er gode til, bare i en mindre indpakning. Skærmen er på 4,7 tommer og pakket ind i metal, hvilket langt fra er standard for de små smartphones. Den fås i sort, hvid pink og guld og har et 13 MP kamera på bagsiden og fem MP i den modsatte retning.

2016-udgaven af A3-modellen er på alle måder boostet, både hvad angår processor-kraft og batterilevetid. Den kører på Samsungs egen Exynos 7 quadcore-processor, der er garant for en ganske stærk oplevelse. Batteriet er på 2.300 mAh, hævet fra 1.900 i tidligere modeller. Altså alt i alt en heftig lille sag.

Størrelse: 4,7 tommer

Skærm til krop-ratio: 69,30 procent

Pris: 2.295 kroner

LGXScreen1

 

LG X Screen

LG’s X-modeller fokuserer på ét bestemt felt og i LG X Screen er det skærmen, der er i fokus. Det skal dog ikke forstås sådan, at det er markedets bedste skærm, der pryder fronten på den lille sag. Opløsningen og pixeltætheden er begge dele i den lavere ende med henholdsvis 720 x 1280 pixel og 298 ppi.

Til gengæld er der to skærme på forsiden. Udover den primære skærm på 4,93 tommer ligger der en aflang mindre skærm over den, der måler 1,76 tommer – en feature, som LG X Screen i øvrigt låner fra LG’s flagskib V10. Den øverste skærm er altid tændt og viser notifikationer, ur, batteri og den slags.

Derudover er det en smartphone, der placerer sig lidt over middel, med en 1,2 GHz quad core-processor, 2.300 mAh batteri og et 13 MP og 8 MP kamera på henholdsvis front og bagside. Designet er klassisk LG uden så mange dikkedarer, men også uden så meget kant. Den fås i sort, hvid og pink guld.

LG X Screen er netop udkommet i Sydkorea og rammer europæiske kyster inden længe.

Størrelse: 4,93 tommer

Skærm til krop-ratio: 65,41 procent

Pris: Ukendt

OPX5

 

OnePlus X

At OnePlus X af mange regnes som en smartphone i den lille ende, siger noget om, at gennemsnitsskærmen i vores bukselommer er vokset gevaldigt siden iPhone 5 kom til i 2012 og den gang regnedes for stor. OnePlus X er den kinesiske smartphoneproducent OnePlus’ tredje smartphone og deres mindste i porteføljen.

Om nogen så formår den at levere topspecifikationer med relativt liden størrelse. Vi snakker Snapdragon 801-processor, 3 GB RAM og 2525 mAh-batteri. Læg dertil 13 og 8 MP kameraer på henholdsvis front og bag. Skærmen har en fantastisk opløsning på 1080 x 1920 pixel og en pixeltæthed på 441 ppi. Helt latterlige bliver de specifikationer dog først, når man ser prisen: 2.049 kroner går den lige nu for. Det er sindssygt billigt.

Front og bagside er dækket i glas, mens en særlig udgave kommer med en ret blæret keramisk overflade. Oven i købet er den en ubetinget fryd for øjet i sin all black og metal-indpakning. Designmæssigt er den i vore øjne på højde med den ikoniske iPhone 4.

Størrelse: 5,0 tommer

Skærm til krop-ratio: 71,28 procent

Pris: 2.049 kroner

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af