KOMMENTAR SXSW har altid slået sig op på at være cutting edge både i musik-, film- og tech-sporet. Men i år var sidstnævnte spor den sløjeste kop Medova, man kan forestille sig.
Når jeg sidder og forsøger at summere op på, hvilke banebrydende apps, sociale medier og produkter, der så dagens lys under årets SXSW Interactive popper absolut intet op. Der har ikke været en eneste buzzworthy produktlancering, der har skabt selv de mindste ringe i de digitale vande.
Historien skorter ellers ikke på afgørende product launches under SXSW Interactive. Vi nævner i flæng Twitter, Foursquare og Storify. Selv sidste år var der en dagsordensættende lancering i form af Meerkat, der skabte en revolution for livestreamingapps. I 2015 fokuserede festivalen på virtual reality og selvkørende biler – og der var en udbredt begejstring at spore i dækningen. Fokus var det samme i 2016 og nu er begejstringen yderst begrænset.
Året startede ellers godt med en både interessant og engageret tale fra Barack Obama, men endte i slatne talks i tunge lædermøbler. Der var ikke nogen produkter, der stjal billedet. Selv det fokus, som SXSW havde valgt at sætte på online-chikane mod kvinder formåede ikke at skabe egentlig debat på trods af, at det er online-verdens allerømmeste punkt.
Det er endnu for tidligt at afskrive SXSW Interactive som affyringsrampe for morgendagens tech-giganter, men den sløje omgang i 2016 illustrerer en generel tendens for tech-konferencer for tiden.
Der er så mange af dem, at der ikke er ét powercenter. For at undgå at drukne i larmen, sørger mange producenter, udviklere og sociale medier for, at deres annonceringer ikke karambolerer med andres. Så de breder sig ud og fortynder således de enkelte events.
Tendensen er tydelig i gamingbranchen, hvor Sony for eksempel valgte at præsentere nye spil under den langt mindre indflydelsesrige gamingkonference Paris Games Week frem for Gamescom i Tyskland, ligesom Valve og EA Games ikke vil være at finde på den store amerikanske gamingmesse E3 i år.
Det samme gælder eksempelvis Mobile World Conference, der løb af stablen i februar. Her var alle de store Android-producenter til stede, men Samsung valgte for eksempel at præsentere deres nye flagskib Galaxy S7 til MWC, mens de ventede tre uger med at præsentere deres nye 2-in-1-tablet TabPro S uden nogen synderlig grund andet end at brede opmærksomheden ud.
For os som forbrugere er det ikke i første omgang et problem. Taberne er tech-konferencerne og -festivalerne og det kan så i længden blive et problem for os forbrugere og techproducenterne. Særligt, hvis techkonferencer som SXSW mister sit bid. Det har altid fungeret som en glimrende go hard or go home-test for nye produkter eller tjenester, som kan vise sit værd i stor skala – eller for evigt leve i glemsel.
Tendensen bunder også umiddelbart i, at vi simpelthen konkret mangler et nyt teknologisk springbræt for at nyt potentiale kan blive forløst. Før virtual reality, selvkørende biler eller det næste store bliver rigtig udbredt, padle sociale medier og app-producenter rundt og forsøger at blive den nye Snapchat eller Uber for *indsæt selv uberørt forretningsområde*.
I mellemtiden må vi bare kede os lidt. Det kan vel også være sundt nok.
Læs også: Se eftertænksom Præsident Obama tale om Apple, Snowden og memes til SXSW