Både Game Boy og Game Boy Color er stadig en fanfavorit for de retroglade gamere. Det vil firmaet Hyperkin lukrere på i form af en device, du klikker på din smartphone, som kan læse de gamle spilkassetter og blæser dem op på smartphone-skærmen.
Det blev egentlig først foreslået som en aprilsnar sidste år, men efter den positive reaktion på tanken om en fysisk Game Boy-simulator, har Hyperkin besluttet sig for at sætte den i produktion. Til dette års E3 blev den nemlig demonstreret i virkeligheden.
Det lanceres som et Smart Boy Development Kit, hvilket betyder, at det først og fremmest er målrettet de mere teknisk fingernemme sjæle.
I første omgang er det under udvikling til Android-smartphones, mens iOS-brugere må væbne sig med lidt mere tålmodighed. Smart Boy’en koster 60 dollar og er efter planen klar til afskibning 1. december. Hvad Nintendo synes om idéen, er indtil videre uklart.
Læs også: Ti øjeblikke i 90’erne, der har defineret tech-verdenen lige siden