Hvis man stoler på rygterne, går der knap en måned før Samsungs nye Note officielt afsløres. Den kommer til at Samsung Galaxy Note 7, hvilket betyder at Samsung hopper over Note 6, så den nye model kan være på omgangshøjde med deres smartphone-flagskibe, S7 og S7 Edge. Men et dugfrisk læk afslører allerede nu designet på Samsungs nye phablet og ser ud til at bekræfte en række features.
Lækket kommer fra den pålidelige kilde Evan Blass, der efterhånden er kendt for at dele insiderviden om smartphones. Gennem Twitter lækkede Blass designet til Note 7, der angiveligt bliver tilgængelig i tre farvevarianter:
Samsung Galaxy Note7 in (from l to r) Black Onyx, Silver Titanium, and Blue Coral pic.twitter.com/QiePUEG9GP
— Evan Blass (@evleaks) July 1, 2016
Foruden de tre farver har Blass’ læk tilsyneladende bekræftet en række rygter hvad angår Note 7s lange featureliste. Det tæller blandt andet:
– 5,8-tommers HD-display, med afrundet skærmkant
– 12MP bagkamera og 5MP frontkamera (som på S7 og S7 Edge-modellerne)
– Fingeraftrykslæser
– Irisskanner
– Integreret S-Pen Stylus
– USB C-Type til lynopladning
– Højtalerstik
Udover de mange features der er synlige, rygtes det at Samsung Galaxy Note 7 udstyres med et større batteri, en spritny Snapdragon-processor, 6GB RAM og 64GB intern lagringsplads (med mulighed for yderligere udvidelse gennem et microSD). Og så skulle hele apparatet desuden være støv- og vandafvisende.
Hvis alle rygterne holder vand, har Samsung med den kommende Note en phablet, der ser ud til at være absolut konkurrencedygtig mod de andre store spillere. Som Forbes noterer, håber Note 7 at blive en direkte konkurrent til Apples kommende iPhone 7, hvorfor Samsung er hurtigt ude med en international lancering allerede om en måned.
Samsung Galaxy Note 7 er spået til at udkomme den 2. august, og vil – i modsætning til Note 5 – være tilgængelig i Europa og USA, foruden Samsungs kernemarked i Asien.
Læs også: Test: Samsung Galaxy S7 Edge er markedets bedste smartphone. Punktum.