KOMMENTAR Der er fuldkommen radiotavshed efter Kim Kardashian West om morgenen den 3. oktober blev røvet for over ti millioner dollar i smykker på et hotelværelse i Paris.
Kim Kardashian West er blevet stor på vingerne af Snapchat, Twitter, Instagram og deslige. Men i de to forgangne uger siden det voldsomme røveri, har hun ikke vist sig på et eneste socialt medie. Isolationen, tavsheden og udtalelser fra hendes søstre tyder på, at hun har det pissedårligt. Forståeligt nok: Hun blev kneblet, bundet og truet på livet med en pistol. Vi burde have den dybeste medfølelse med hende, men sådan forholder det sig ikke. Tværtimod.
Efter røveriet reagerede omverdenen med en nærmest larmende afstandstagen til hende. Karl Lagerfeld borderline victimshamede hende. En “feministisk blogger” skrev, at hun ønskede, at røverne havde myrdet Kim Kardashian West. En ukendt gerningsmand filmede hende på hotelværelset, hvor røveriet fandt sted og delte det mod hendes vilje. Der var sågar dem, der mente det var et stunt arrangeret af Kardashian selv. På Twitter grinede rigtig mange af Kim Kardashian West og ønskede hende voldtaget eller dræbt. Selv på Soundvenues Facebook-opslag om nyheden svarede mange med en latter.
En 35-årig mor til to, der var blevet kneblet, bundet og truet på livet med en pistol.
Lige midt i hendes mørkeste time, skulle man tro, at sympatien ville være på hendes side – i hvert fald udadtil. Men nej, vi hader stadig Kim Kardashian West.
Man skulle ellers mene, at der var rigeligt, at respektere hende for.
1. Hun er langt hen ad vejen self made. Selvom hun er født med en guldske i røven, så tjener hun selv enorme summer på eksempelvis hendes egen app, blogging og ‘Keeping Up With The Kardashians’. Læg dertil, at hun holder oplæg og foredrag om strategien for sit eget brand. Hun er på forsiden af Forbes og vinder priser for sin social media-strategi.
2. Hun er et mode-ikon og kæmpe boost for branchen. Det kan betyde enorme gevinster for brands, hvis Kim Kardashian West tropper op til deres modeshows eller endorser deres kollektioner. Alligevel hader modebranchen hende.
3. Hun havde netop bevist, at hun ikke er så nem at ryste. Før røveriet havde hun tacklet et overfald fra en ungarsk “prankster”, der ville kysse hende på røven. Det rystede hun af sig med en skuldertræk og et hånligt tweet.
4. Fortaler for anerkendelse af det armenske folkemord. Kim Kardashian West er ikke ignorant og har flere gange udtalt sig om, at det er på tide verden anerkender det armenske folkemord. Hun har meninger og hun står på mål for dem.
5. Ekspert i at kræve retten til sin egen krop. Få som Kim Kardashian West har formået at afvæbne slutshamere ved simpelthen at være stolt af sin egen krop. I en tid, hvor alle har en mening om, hvordan du skal se ud, hvad du må have på og hvordan du skal have det med din krop, er Kim Kardashian West bannerfører for, at man bare skal føle sig sexet uanset hvad. Ingen agent, hacker eller ægtemand skal fratviste hende fruedømmet over den krop, hun er født i.
Alligevel hader vi hende. Hvorfor?
Fordi hendes liv på sociale medier går ud på at gå udfordrende klædt og tage selfies hele dagen. Hun er selfie-kulturens ukronede dronning: Den fremmeste repræsentant for en kultur, de fleste hader og ikke ønsker at forstå.
Vi hader Kim Kardashian West, fordi vi ikke forstår hendes visitkort. Tv-personlighed står der. Internet-ikon måske. Der står måske også model og blogger. Men der står ikke noget, der på papiret kræver talent. Alligevel er hun endt som en stenrig entreprenør og vi forstår ikke hvorfor. Det var den samme modvilje, der var rettet mod Paris Hilton, da hun var alles yndlings-hadeobjekt. Vi kan ikke beskrive, hvad du kan og derfor kan vi ikke lide dig. Vi kan jo ikke respektere – endsige have medfølelse med – et talentløst fjols. Sådan lyder tankegangen.
Men hvis Kim Kardashian West i sandhed er talentløs, så tager jeg hatten af for, at hun er nået dertil, hun er i dag.
Hadet mod Kim Kardashian bunder grundlæggende set i samme forbløffelse over, at man kan blive kendt af at lave YouTube-videoer, hvor man farver sit hår, drikker colaer eller bager pandekager. Janteloven i os alle sammen ønsker at pille personer ned, når vi føler at deres evner er ren fernis.
Det er en effekt affødt af et samfund, der skaber og booster sine idoler online og tæller deres popularitet i likes. Det kan du mene om, hvad du vil – og der er absolut ingen, der tvinger dig til at idolisere stjerner som Kim Kardashian West. Du skaber eller knuser hende selv med dine likes, dit valg af tv-kanal og dine kommentarer – eller mangel på samme. Hvis hun stadig er et fænomen derefter, er det ikke hendes skyld, men hele kulturen den er gal med.
I vores tid er der ingen, der har mestret at sælge sig selv så godt som Kim Kardashian West på tidens digitale markedspladser. Men nu er hun tavs og de fleste fryder sig.
Lige nu er intet andet end empati for hendes nuværende situation på sin plads. Hvis det er for svært at mønstre, kan vi passende holde vores kæft.
Læs også: Karl Lagerfeld får høvl for at mene, at Kim Kardashians røveri var forventeligt