Filmstjerner og modeller strømmer i disse dage til Cannes, og mens instruktører og skuespillere skal sælge deres nyeste film, så bruger modellerne spotlyset til at promovere sig selv.
Bella Hadid har måske ikke brug for opmærksomheden, men modelstjernen er alligevel på plads i den sydfranske kystby for et cementere sin position som en af tidens mest brugte ansigter.
Hun ankom til Cannes i går og beviste, at rejselooket handler om at gøre meget med få virkemidler. En Marc Jacobs-sølvlæderjakke med matchende støvler og afklippede jeans fra Re/Done var alt, hvad den ældste Hadid-søster havde brug for.
Men forvent, at der bliver skruet gevaldigt op for stylingen, når hun i de kommende dage indtager festivalens mange røde løbere. Inden afrejsen mindedes Hadid sit bedste look fra sidste år, den højslidsede, røde Alexandre Vauthier-satinkjole.
»Et af mine yndlingsøjeblikke for et år siden. Lad os gøre det igen«, skrev hun, og vi venter spændt på at se, hvad hun finder på denne gang.
Læs også: Millie Bobby Brown var tilbage på den røde løber – heldigvis