Reality-stjernen Donald Trump brugte sit besøg i Puerto Rico på at beskylde det selvstyrende territorium for at vælte den amerikanske økonomi, fordi tillod sig at blive ramt af orkaner og på at kyle lokumspapir ud til nødstedte puertoricanere, som var han en hvid frelserskikkelse i en afrikansk koloni før første verdenskrig.
En anden verdensleder (der ganske vist ikke vedkender sig sin magt, endsige sit ansvar) Mark Zuckerberg har også besøgt Puerto Rico, men han kun dog ikke fornedre sig til rent faktisk at besøge det katastroferamte amerikanske territorium.
Under dække af at fremhæve Facebooks nødhjælpssamarbejder bruger han Puerto Rico som baggrundsbillede til en livestreamet VR-rejse for hans Justin Timberlake anno ‘N Sync-lignende avatar og den hårdt prøvede region som reklamesøjle for Facebooks nye platform Spaces. Oven i hatten får han lige avatar-hi-fivet med sin kollega foran en oversvømmet familiebolig.
Du kan se selvmålet her:
Flere toneangivende techmedier som Techcrunch og The Next Web har påpeget det smagløse og tonedøve i stuntet. Kritikken har fået Zuckerberg til at undskylde i en af kommentarerne under videoerne.
»One of the most powerful features of VR is empathy. My goal here was to show how VR can raise awareness and help us see what’s happening in different parts of the world. I also wanted to share the news of our partnership with the Red Cross to help with the recovery. Reading some of the comments, I realize this wasn’t clear, and I’m sorry to anyone this offended«, skriver han blandt andet.
Mark Zuckerberg spenderer i øvrigt året med det erklærede (og på ingen måde politiske) mål, at han fysisk gerne vil besøge alle USA’s stater og møde folkene der. Selvom Puerto Rico er kategoriseret som et territorium og ret beset ikke er på hans liste, så virker det med målsætningen i betragtning dumt at udnytte deres ulykke til at promovere en social VR-platform.
Læs også: Mark Zuckerbergs ambitiøse nytårsforsæt – 2016: Byg en personlig assistent. 2017: Roadtrip