Det kan efterhånden være svært at tale om originalitet i modeverdenen, og Puma og Rihanna er selvfølgelig langt fra dem, der har stået bag de seneste sæsoners sportswear-bølge, men alligevel var det svært ikke at tænke på netop Fentys AW17-kollektion, da Victoria’s Secret sendte modellerne ned ad catwalken i Shanghai i går under VS Pink-delen af showet, der havde fået titlen ‘Millennial Nation’.
Her var fokus lige så meget på delene omkring undertøjet, og vi fik alt fra bukser og crop tops til dynejakker. Det var dog først og fremmest den college-inspirerede font og brugen af den, som ledte tankerne mod Fenty-showet i februar, hvor Rihanna netop inviterede os med på skolegangen, hvor hendes modeller bar tøj med tydelig Fenty- og Puma-branding i den karakteristiske skrifttype.
De enkelte looks mindede også om nogle af dem, vi så i Paris i februar. Især den gulvlange dynejakke tæt på en fra Fentys aktuelle efterårskollektion, ligesom de lårhøje støvler med logoskriften ikke lå langt fra Rihanna og Pumas.
Så kan man jo altid diskutere, om Rihanna bør være sur over den slags ‘inspiration’ eller blot se det som en cadeau og et bevis på, at hun har fat i noget af det rigtige? Lad os regne med, at det bliver det sidste.
Se flere looks fra ‘Millennial Nation’-delen af Victoria’s Secret-showet nedenfor.
Læs også: Josephine Skriver var en mørk engel ved Victoria’s Secrets show – se begge hendes outfits