Modebranchens øjne er igen rettet mod Paris, selv om det kun er mændenes del af modeugen, der foregår i hovedstaden lige nu. I går var der ekstra opmærksomhed, da Louis Vuitton viste sin vision for efterårets herremode. Selvfølgelig fordi nogle ventede et nyt samarbejde, der skulle måle sig med sidste års Supreme-hype – Off-White havde været rygtet.
Opmærksomheden skyldtes dog også, at chefdesigneren Kim Jones få dage før showet havde offentliggjort, at det ville blive hans sidste for modehuset. Jones har styret herredelen hos Louis Vuitton siden 2011 og peakede (i nogles øjne) netop med Supreme-samarbejdet, der i hvert fald skabte stor opmærksomhed omkring brandet, som de færreste har råd til at gå i.
Selv om der ikke var et nyt storstilet collab, så formåede Jones i den grad at skabe et stærkt farvel og det perfekte Instagram-moment, da hans sendte Kate Moss og Naomi Campbell ned ad catwalken i lange, lakerede læderjakker med Louis Vuittons monogramprint. Ikke alene var det Moss’ første tur i manegen siden 2013, det var også første gang, at Jones brugte kvindelige modeller i et af sine herreshows.
Budskabet var dog større end som så. »Det var et tak og en reference til Marc Jacobs’ tidligere 00’er hos Vuitton, og fordi det var ham, der gav mig en chance for at være Louis Vuitton«, skrev Jones på sin Instagram.
Hans sidste kollektion, AW18, slog samtidig fast, at outdoor-moden er kommet for at blive, da han sendte modeller ned ad catwalken i store trekking-støvler og flere tekniske jakker – og tasker, selvfølgelig. Louis Vuitton og Kim Jones elsker tasker og at rejse. Nu må vi se, hvor Jones rejser hen.
Se hele kollektionen hos Vogue.
Læs også: Tre yndlingstendenser fra Gosha Rubchinskiys nye efterårskollektion – splitdesign dominerede