Mode har været en del af A$AP Mob, siden de bragede ind på musikscenen i starten af 10’erne. Siden er især ASAP Rocky også blevet en etableret figur i modeverdenen, hvor han agerer kampagnemodel for brands som Calvin Klein og Dior og ofte sidder på første række til diverse modeugeshows. Nu er det så A$AP Nasts tur.
Til januar tager han nemlig endnu et skridt ind i modens verden, når han kommer til København under modeugen den 29.-31. januar i forbindelse med modemessen CIFF, der for første gang åbner dørene for ikke-branchefolk. CIFF har tidligere bragt folk som Virgil Abloh, A-Cold-Walls Samuel Ross og Naomi Campbell til byen i forbindelse med de udstillinger og specielle projekter, der de senere år har været en del af messen.
A$AP Nast debuterer den capsule-kollektion, han har lavet i samarbejde med Los Angeles-streetwear-mærket Pangea, i en popup med titlen ‘Please Don’t Pet’. Kollektionen følger op på Nasts samarbejde med Converse, der har kørt siden 2017 og netop har en flammedækket version af Jack Purcell Chukka-modellen.
Vis dette opslag på Instagram
Stilmæssigt har Nast etableret sig et sted mellem Rockys mere preppede stil og A$AP Fergs lidt tilfældige streetwear, hvilket passer godt ind i det herrebillede flere brands dyrker, hvor en blazer sagtens kan blandes med slangskindsprintede bukser.
A$AP Nast bliver en del af CIFF’s særlige område, der også kommer til at inkludere den engelske designer Bethany Williams, og som altså bliver åbent for offentligheden for første gang.
»Det her kan være morgendagens designere«, siger CIFF’s innovationschef Kristian Anderson til Business of Fashion om det nye publikum, som messen håber at invitere indenfor.