Da Nintendo sidste år skulle fejre Super Marios 35-års jubilæum, skete det med ‘Super Mario 3D All-Stars’, en ganske særlig samling til de mest inkarnerede fans.
Opsamlingen bestod af ‘Super Mario 64’, ‘Super Mario Sunshine’ og ‘Super Mario Galaxy’, der alle var optimeret til Nintendo Switch.
Der var dog et twist: Pakken med de tre spil ville kun være til salg indtil den 31. marts 2021 – altså om seks dage.
For når vi rammer 31. marts i kalenderen, bliver ‘Super Mario 3D All-Stars’ simpelthen fjernet fra hylderne, både de fysiske og digitale.
Opsamlingen vil ikke længere blive solgt af Nintendo, og når de fysiske eksemplarer bliver udsolgt i butikkerne, kommer der ikke nye forsendelser.
Vil du eje opsamlingen, skal du altså rubbe neglene og skaffe dig det nu. Det kan købes digitalt i Nintendo eShop samt hos fysiske forhandlere, der stadig lader til at have en del på lager i Danmark.