Da Daily Mail i februar bragte paparazzibilleder af Jonah Hill i bar overkrop, imens han skiftede tøj efter en surftur, var det med en klang af negative undertoner.
Hill blev udsat for en klassisk omgang fatshaming, der ikke havde andet formål end at eksistere for sladderhungrende læsere.
Men i stedet for at påtage sig rollen som offer – eller helt at ignorere Daily Mail – valgte han at gå til modangreb på Instagram.
Her gengav han billederne i et opslag og afslørede, hvordan han igennem store dele af sit liv har haft markante problemer med at acceptere sin egen krop, og hvordan de problemer blev forstærket af mediernes opmærksomhed.
»Jeg tror ikke, at jeg nogensinde tog min t-shirt af i en pool, før jeg var i midten af 30’erne. Ikke engang sammen med familie og venner«, skrev skuespilleren, der fik sit store gennembrud som 23-årig i komedien ’Superbad’.
Men nu skulle det være slut: »Jeg er 37 og elsker og accepterer endelig mig selv (…) Og Daily Mail, selv ikke I kan fjerne smilet fra mit ansigt«, lød det på forløsende vis fra Hill.
Budskabet var ikke til at tage fejl af. Efter en allerede imponerende og rost karriere i Hollywood (med to Oscar-nomineringer for ’Moneyball’ og ’The Wolf of Wall Street’) tog stjernen endelig styring over fortællingen omkring sit eget image.
Nu kunne han, én gang for alle, endelig skille sig af med mærkatet som den kvabsede og akavede outsider, der klæbede til ham efter succesen med ’Superbad’.
Det er dog ikke fordi, at Hill selv har virket synderligt besværet af sit ry – i hvert fald ikke i offentligheden. Han har aldrig været typen, der søger opmærksomheden.
I stedet har han længe levet en forholdsvis rolig tilværelse på sociale medier, hvor sort/hvid-portrætbilleder senere blev overtaget af en VSCO-æstetik, og som nu bugner af entusiastiske og tilfældige opslag om alt fra hans hund til yoga.
Det er det klassiske millenial-liv på Instagram, hvor Hill kører en ærlig og personlig stil. Der er ingen dagsorden, og det føles ikke som om, der sidder en assistent og lægger billeder online (hvilket understreges af Hills næsten boomer-agtige Stories, når han endelig bruger funktionen).
Han prøver ikke – på trods af, at han faktisk er et kult-stilikon på platformen – at sælge sin personlighed eller sit image for at skaffe omtale. At røflen kom på Instagram, er derfor heller ikke den store overraskelse.
Til gengæld har han brugt Daily Mails billeder til at skabe momentum omkring en happy-go-lucky-livsstil, som han har fastholdt siden februar. Væk er glamour og sladderkultur, og i stedet er han sin egen lykkes smed.
Der er ingen negative vibes (»Nihilisme stinker«, kommenterede han i endnu et livsglad surfer-opslag), og der spares hverken på hjerte-emojis eller kærlige shout-outs til venner, familie og Instagram-fans.
Jonah Hills ageren på Instagram er et tiltrængt afbræk fra nogle af Hollywoods største skuespillere, som konstant promoverer sig selv og deres univers, men det er også en blomstrende trend blandt berømtheder, som ikke passer ind i Hollywoods finpolerede maskine.
Tænk bare på Seth Rogen, der i flere år har brugt Instagram til at leve højt på sit stener-ry med en forkærlighed for joints og keramik.
Eller Billie Eilish, der med rekordslående Vogue-billeder har taget ejerskab over sin egen krop og fortællingen omkring hende.
Det er et opgør med, hvad vi forventer af stjernerne og det polerede billede af dem, som Daily Mail og andre sladdersprøjter så ihærdigt prøver at slå skår i for at skabe kontroverser på bekostning af ofrenes velbefindende.
Netop derfor virker det også endnu mere ærligt og oprigtigt, når Jonah Hill tager bladet fra munden og styrer samtalen om sig selv og ikke mindst problematikken, som Daily Mail kultiverer, når de publicerer billeder, der skal beskæmme nærmere end beundre.
Agendaen fra Hill er klar: Det er ikke okay, og det er nødt til at ændre sig. Én ting er at udsætte stjernerne for det, men det er en kultur, der sætter sine spor langt ud over kendisland.
Han ved, hvilke konsekvenser sladderdiskursen kan have. Og selvom han med sin opsang sagde fra – og farvel til det forhadte mærkat som Hollywoods tykke dreng – er det lige så meget et opgør med den strukturelle mobning.
For som Hill skriver, er hans opslag ikke til for selvynk eller sympati. Det er derimod for »de børn og unge som ikke tør tage trøjen af i poolen«.»